Turisme-direktør kæmpede i lang tid: Nu kommer millionerne
En millionindsprøjtning til dansk turisme falder på et godt tidspunkt.
Sammen med to andre vestkystdestinationer har Visit NordVestkysten kæmpet i et års tid for at få afsat penge til turismeudviklingen.
Regeringen indfrier nu sammen med et bredt flertal af Folketingets partier deres ønske med at afsætte over 40 millioner kroner på landsplan til nye initiativer.
- Det kommer til at tale direkte ind i at booste udviklingsplanen for vestkysten, lyder det fra Peter Krusborg Pedersen, der er CEO hos Visit NordVestkysten.
VisitNordvestkysten dækker over Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro Kommune.
- Timingen er perfekt, og pengene falder et godt sted, siger han, da vestkysten oplever et godt momentum med mange gæster.
Der er i aftalen afsat 9 millioner kroner specifikt til vestkystens udviklingstiltag, og her fylder Visit Nordvestkysten cirka halvdelen geografisk.
- Udviklingstiltag er afgørende for turismen hele året, og vi kommer til at få god nytte af de her penge. Vi kommer til at styrke produktet, skabt mere overnatningskapacitet og samtidig får vi en bedre sammenhængskraft, fortæller Peter Krusborg til TV2 Nord.
Pengene skal især styrke turismen uden for de store byer
I de lidt over 40 millioner kroner er der også afsat 15 millioner kroner til international markedsføring, og det mener direktøren er et rigtig godt boost i at få det hele til at hænge sammen.
Peter Krusborg Pedersen var for under to måneder siden ude med et opråb til staten i en artikel fra DR, hvor han blandt andet sagde følgende:
- Vi kan se, at København virkelig har haft succes med deres turisme, fordi der er blevet satset på det blandt andet gennem støtte fra staten. Det er et vækstlokomotiv for dansk turisme, og det lokomotiv vil vi også med på.
Partierne, der er blevet enige om at afsætte pengene, er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
- Dansk turisme er kommet stærkt tilbage efter coronakrisen, hvor rekordmange gæster de seneste år har lagt vejen forbi Danmark. Vi har fundamentet på plads, men vi skal fortsat udvikle turismen, siger Erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Han siger videre, at de 40 millioner kroner især skal understøtte den gode udvikling uden for de store byer og uden for højsæsonen.