13-årig surfer fra Klitmøller vandt DM

Talenterne fra surfklubben NASA i Klitmøller snuppede tre guldmedaljer på Cold Hawaii-kysten.

13-årige Tobias Bjørnaa er ny danmarksmester i Wave.
13-årige Tobias Bjørnaa er ny danmarksmester i Wave.
Foto: Brian Engblad / WATERZ

Agger har netop lagt vand til anden afdeling af DM i Wave, og her levede det 13-årige surftalent Tobias Bjørnaa fra Klitmøller i den grad op til forventningerne.

For det blev til en fornem guldmedalje i U20 – en ikke helt uventet præstation, da han vandt sølv ved det seneste verdensmesterskab og europamesterskab for U20.

Vind- og bølgeforholdene var optimale til stævnet, da der blæste en hård vind fra syd/sydvest, og bølgerne var op til 3,5 meter.

Hos kvinderne blev stævnet vundet af Line Bang Wittrup ligeledes fra Klitmøller efter nogle tætte heats. En fin præstation af surferen, der har døjet med en fodskade, som har betydet, at formen ikke har været helt i top.

I Overall Wave/Freestyle blev det også til guld til Klitmøller, da Mads Bjørnaa – der i øvrigt er far til Tobias Bjørnaa – sikrede sig sejren.

Surfklubben NASA i Klitmøller kan se en klar stigning i de gode resultater for foreningens medlemmer. Det skyldes blandt andet en målrettet udvikling, hvor der satses på områder som fysisk træning, ernæring og mental træning.