Vindstød af stormstyrke og stærk storm: Nyt kraftigt blæsevejr kan ramme i weekenden

Lørdag aften vil vinden atter tiltage over Danmark, og frem til søndag er der risiko for vindstød af stormstyrke.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Privatfoto

Som om den seneste uges meget blæsende vejr ikke var nok, er endnu et kraftigt blæsevejr med vindstød af stormstyrke allerede på vej mod Danmark.

Der venter således endnu engang en blæsende weekend. Kraftigst bliver vinden langs Jyllands vestkyst.

Den engelske vejrtjeneste kalder det nye blæsevejr for stormen Dennis.

Det er et kraftigt stormlavtryk over Atlanterhavet, der fra fredag til lørdag udvikler sig voldsomt syd for Island, som sender sine fronter med regn og blæst frem mod De Britiske Øer og videre ind over Nordsøen mod Danmark.

Stormlavtrykkets fronter rammer Danmark natten til søndag, og allerede søndag morgen vil et nyt lavtryk dannet langs fronten fra sydvest passere lige nord om Danmark med mere regn og blæst.

Vinden tiltager lørdag

Det blæsende vejr vender for alvor tilbage i løbet af lørdagen, hvor vinden vil friske op fra sydvest.

Vejrkort for lørdag aften klokken 23.
Vejrkort for lørdag aften klokken 23.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Ud på aftenen og først på natten til søndag tiltager vinden til hård til stormende kuling langs Jyllands vestkyst, hvor der kan komme vindstød af stormstyrke, og en overgang kan vindstødene nå stærk storm.

I resten af landet bliver det også en blæsende aften og nat med kuling fra sydvest og vindstød af stormstyrke.

Prognose: Vindstød kl. 1 natten til søndag.
Prognose: Vindstød kl. 1 natten til søndag.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mest blæsende søndag formiddag

Sidst på natten kan vinden en overgang aftage lidt for blot at friske yderligere op i løbet af søndag morgen.

Her venter der en barsk start på søndagen med regn, der breder sig ind over landet, og langs Jyllands vestkyst vil det atter blæse med op til stormende kuling i middelvinden, mens vindstødene især i Nordvestjylland kan nå stærk storm - og måske en overgang endda orkanstyrke.

Den kraftige blæst breder sig hurtigt til resten af landet, hvor der mange steder kan komme vindstød af stormstyrke, og op gennem Kattegat kan vindstødene nå stærk storm.

Prognose: Vindstød kl. 9 søndag.
Prognose: Vindstød kl. 9 søndag.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Weekendens kraftige blæsevejr kommer sammen med store mængder regn.

I løbet af weekenden kan der falde mellem 20 og 50 millimeter regn. Mest ventes der at falde i Jylland.