Vestjysk stjerne er tilbage med ét mål for øje

Ida Karstoft er tilbage i konkurrence efter halvandet års fravær.

Ida Karstoft er tilbage på løbebanen, og hun er fortrøstningsfuld.
Ida Karstoft er tilbage på løbebanen, og hun er fortrøstningsfuld.
Foto: TV 2 Grafik / Tune Kruse

Med hendes skadeshistorik følger en risiko, når hun stiller til start.

Men der er også noget, der hedder vilje og stædighed. Og ordenes fulde betydning besidder Ida Karstoft.

Med sine ti danske rekorder i 2022 blev atleten fra Lemvig hurtigt billedet på en ny guldalder i dansk atletik. Men så fulgte et frustrerende 2023, hvor hun endnu engang kæmpede med at få bugt med sin akillessene.

- Om jeg nogensinde får lov til at udfolde mit potentiale og se, hvad det egentlig kan række til, er der ingen, der kan vide.

- Men jeg har truffet et valg om at være positiv, og jeg ved, at jeg langt fra er færdig, siger den danske løber til TV 2 Sport.

Nu, knap halvandet år efter, at hun måtte droppe alle konkurrencer, er hun fredag tilbage ved start i Florida. Med ét særligt mål for øje i horisonten.

Kroppen husker

Ida Karstoft er ikke nervøs for at skulle stå der igen. Men hun er realistisk. For hun ved godt, at hun næppe er dér, hvor hun skal være og gerne vil være.

- Jeg aner ikke, hvor jeg kommer til at ligge. Det kan være alt fra OL-kravet på 22,57 sekunder til 24,5 sekunder.

- For jeg har endnu ikke løbet et intervalløb i mine løbespikes, så jeg er slet ikke i konkurrenceform, og det er noget, som jeg skal vænne mig til rent mentalt. Måske bliver det ikke lige dét resultat, som jeg ønsker.

I stedet har hun valgt at anskue Florida Relays som en del af en form for preseason, som hun kender det fra sin tidligere fodboldkarriere. En periode med træningskampe, før det for alvor gælder.

Men det er en relativ kort preseason, som Ida Karstoft står overfor. For der er ikke længe til, at det gælder. I maj og juni måned indledes jagten på OL-kravet, der lige nu er en tiendedel hurtigere end hendes personlige bedste.

- Jeg er fortrøstningsfuld, fordi jeg tidligere har oplevet, hvor hurtigt formen er kommet tilbage. Jeg ved, at kroppen husker det hele, siger Ida Karstoft.

Risikoen er der

For det er ikke første gang, at hun har oplevet en tid med modgang. Efter VM i Doha i 2019 var hun ude i 18 måneder, hvor hun ikke løb en eneste meter. Dengang var det også på grund af hendes akillessene.

Det har tidligere været svært for Ida Karstoft at acceptere, men nu, hvor hun har levet fem år med skaden, er det snarere blevet et vilkår, som hun arbejder ud fra.

- Det er åbenbart en del af den rejse, som jeg er på. At det ikke altid lige går, som jeg ønsker. Men jeg har den krop, jeg har, og sådan er det.

Med andre ord har hun fundet en ro i det skadeshelvede, der fra tid til anden rammer hende. Måske fordi hun ved, at det endnu ikke har punkteret hendes drømme.

- Akillessenen er dårlig, men det var den også, da jeg fik bronze til EM i 2022. Jeg har vist, at jeg på trods kan være med i verdenseliten.

- Det kan godt være, at det vil tage mig længere tid at nå toppen. Det er der ingen, der ved. Men jeg arbejder bare ud fra de kort, som jeg nu engang har på hånden.

Hun er meget bevidst om, at der er en risiko, når hun stiller op i Florida med en skadet akillessene. Men det er en risiko, som hun er mere end villig til at løbe.

- Det er et OL-år, og hvis jeg ikke var villig til at leve med den risiko eller tage den chance, så kunne jeg lige så godt stoppe min karriere nu.

OL i horisonten

For selvom Ida Karstoft har været ude af konkurrenceræset i halvandet år, har det ikke ændret på hendes helt store mål for 2024: Hun vil til OL.

- Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at der er et andet pres, fordi jeg tidligere har bevist, at jeg kan nå et højt niveau.

- Men jeg tvivler heller ikke på, at jeg kan komme tilbage. For det er på løbebanen, jeg hører til.

Til juni venter et EM, hvor Ida Karstoft får mulighed for at samle en masse point og kvalificere sig via de direkte krav til OL.

- Hvis jeg bare nogenlunde kan finde den form frem, som jeg havde i 2022, er det ikke umiddelbart et problem at nå OL-kravet.

- Så regner jeg med, at der er en Ida Karstoft ved startstregen til OL på 200 meter.