Venstre-bagland dumper CO₂-modeller for landbruget: - Der bliver færre arbejdspladser i vores kommune

32 af 44 fra Venstres bagland er imod de tre modeller for en CO₂-afgift, som en ekspertgruppe for nylig fremlagde.

Borgmesteren i Thisted Kommune er langt fra begejstret for de nye modeller for en CO₂-afgift til landbruget.
Borgmesteren i Thisted Kommune er langt fra begejstret for de nye modeller for en CO₂-afgift til landbruget.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

I sidste uge kunne en ekspertgruppe fremlægge hele tre modeller for, hvordan landbruget kan blive grønnere og udlede langt mindre CO₂ i fremtiden.

Men står det til en række Venstre-borgmestre er alle tre modeller fuldstændig ubrugelige.

I Thisted Kommune er omkring 20 procent af alt erhverv relateret til landbruget. TV MIDTVEST har talt med kommunens borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V), som ikke just klapper i hænderne over modellerne. 

- Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man vælger at gennemføre en CO₂-afgift på en biologisk proces, siger borgmesteren, der i øvrigt selv er landmand og tidligere formand for Landbrug & Fødevarer.

- Man gør det ikke andre steder i verden – overhovedet – og derfor bliver effekten, at man flytter arbejdspladser og landbrugsproduktion til udlandet. De danske forbrugere kommer til at købe og spise udenlandske fødevarer, som er produceret med en større klima- og miljøbelastning.

Modstand over en bred kam

TV 2 har talt med seks andre Venstre-borgmestre, der heller ikke tøver med at kassere eksperternes bud på en CO₂-afgift. 

Fælles for de utilfredse borgmestre er, at de kommer fra en af de kommuner i landet, der har flest indbyggere, der er beskæftigede inden for landbrug, gartneri og fiskeri, og som dermed står til at blive hårdest ramt af en CO₂-afgift.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

V-borgmestrene bliver bakket op af et flertal i Venstres bagland, som har svaret på en rundspørge for TV 2.

Af i alt 119 Venstre-borgmestre og -kredsformænd har 44 svaret på rundspørgen. Af dem svarer 32, at ingen af de tre modeller "kan bruges".

Det er ellers de tre modeller, som regeringen – inklusive Venstre – har sagt, at de vil gå videre med.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frygten for tab af arbejdskraft

Hos Landdistrikternes Fællesråd råber de også vagt i gevær, når de ser på de tre modeller.

De er bekymrede for, at modellerne vil koste arbejdspladser i de 55 kommuner, rådet repræsenterer. Det fortæller formand Steffen Damsgaard til TV MIDTVEST.

- Det kan få store konsekvenser for beskæftigelsen og dermed udviklingen i de her kommuner, hvis ikke man finder en løsning, der lever op til regeringsgrundlaget, som jo er, at det ikke må koste arbejdspladser, siger Steffen Damsgaard, der også er byrådsmedlem for Venstre i Lemvig Kommune.

Netop frygten for tab af arbejdskraft er også noget af det, der går igen blandt de bekymrede borgmestre.

- Her i kommunen tabte vi cirka 160 arbejdspladser på minkene. Jeg frygter, at vi kan tabe op mod 200 arbejdspladser, hvis der kommer en CO₂-afgift. Og det er altså arbejdspladser, vi har brug for, siger borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, Per Back Laursen (V), til TV 2.

- Det betyder, at der bliver færre arbejdspladser i vores kommune. Vi har mangel på arbejdskraft i Danmark, så den vil jo forsvinde fra de kommuner, der typisk er landkommuner med meget landbrugsproduktion, siger borgmester i Thisted Kommune Niels Jørgen Pedersen til TV MIDTVEST. 

Bryder med regeringsgrundlag

Økonomiprofessor og formand for ekspertudvalget bag de tre modeller, Michael Svarer, har da heller ikke lagt skjul på, at CO₂-afgiften både vil betyde en forringelse af konkurrenceevnen og koste arbejdspladser for dansk landbrug.

- Der vil være et fald i produktionen i alle modeller, lød det fra formanden under præsentationen af udvalgets resultater.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke kun Steffen Damsgaard, der mener, at modellerne er i strid med regeringsgrundlaget, fordi de koster arbejdspladser.

I TV 2s rundspørge i Venstres bagland svarer 27 ud af 43, at det vil være et direkte brud med det regeringsgrundlag, som den samlede SVM-regering står bag, hvis Venstre vælger at lægge stemmer til en af de tre modeller.  

Enkelte af de borgmestre, som TV 2 har talt med, peger på, at det for Venstre i yderste konsekvens kan komme til at koste pladsen i regeringen, hvis en af de tre modeller bliver gennemført.

Borgmesteren i Thisted Kommune håber ikke, at det når så vidt.

- Jeg går ud fra, at regeringsgrundlaget er over det, man sidder og snakker om nu. Det er vel regeringsgrundlaget, man går efter, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opbakning til forhandlingerne

For langt de fleste, som TV 2 har talt med, er der dog stor opbakning til, at Venstre bliver en del af aftalen om en ny afgift.

40 ud af 43 svarer, at de enten er helt enige eller enige i, at landbruget er bedst stillet ved, at Venstre er med i den kommende aftale.

- Foreløbigt er det, Venstre har gjort jo at få en trepartsforhandling omkring de ting her, så jeg er sikker på, at de mandater vi har på Christiansborg, arbejder benhårdt på at minimere skaderne for det danske landbrug, siger borgmester i Thisted Kommune Niels Jørgen Pedersen.

Blandt rækken af Venstre-borgmestre er der ingen, der forventer, at deres eget parti vil bakke op om de tre modeller. Borgmester i Vesthimmerland Per Bach Laursen kalder modellerne for "gode debatoplæg", men anser dem ikke som værende realistiske.

- Hvis man sætter enten model en, to eller tre i gang, så er der pludselig ikke nogen vej tilbage, hvis det ender med at betyde en langsom afvikling af landbruget, siger han.

Lose vil ikke sende arbejdspladser til udlandet

Det er Venstres næstformand, Stephanie Lose, der står for forhandlingerne om en CO₂-afgift.

Hun har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men har i stedet sendt et skriftligt svar til TV 2, hvor hun skriver:

- Jeg er glad for, at mange bakker op om, at Venstre har valgt at søge indflydelse og tage ansvar for, at vi kan få lavet en grøn omstilling, som både sikrer, at vi kommer i mål med vores klimaambitioner, og samtidig fortsætter udviklingen af Danmarks landbrug og fødevareerhverv, så vi ikke bare sender arbejdspladserne og udledningerne til udlandet.

- Det store og svære arbejde er nu forankret i den grønne trepart med interessenter på området, som skal være med til at lave de brede og langsigtede løsninger. Og vi afslutter arbejdet senest i juni, lyder det.