Ulvemåne over Danmark i nat

Den kommende nat venter årets første fuldmåne, der hos indianerne blev kaldt for ulvemåne.

Præcis klokken 0.51 natten til tirsdag kommer årets første fuldmåne.
Præcis klokken 0.51 natten til tirsdag kommer årets første fuldmåne.
Foto: Bettina Anja Pedersen / Seerfoto

Den kommende nat venter årets første fuldmåne, der hos indianerne blev kaldt for ulvemåne.

For første gang i år lyser Solen hele måneskiven hvid.

Det sker helt nøjagtigt natten til tirsdag klokken 00.51. Med det blotte øje vil Månen dog allerede se fuld ud, når den står op mandag eftermiddag.

I løbet af 2022 vil der være fuldmåne 12 gange. I forskellige dele af verdenen har der været tradition for at navngive hver fuldmåne i løbet af året.

Ulvene hylede sig til et månenavn

Reglerne for navngivningen har ikke været de samme alle steder. Blandt andet har de engelske månenavne taget udgangspunkt i årets gang.

For eksempel er det engelske navn for fuldmånen før påske Egg Moon (æggemåne).

Men hos de oprindelige indianere i det nordlige og østlige USA havde man tradition for at opkalde fuldmånerne efter noget, man så eller oplevede.

Ifølge indianeren var det i januar mere tydeligt at høre ulvene hyle. Derfor kaldte de fuldmånen i januar 'ulvemåne'.

Dengang troede man, at ulvene hylede mere om vinteren på grund af sult. I dag ved man dog, at der er flere årsager til, at ulven hyler.

Her kan man bedst se fuldmånen den kommende nat

Når der i eftermiddag er vagtskifte på himlen, bliver det med klart vejr i stort set hele landet. Derfor vil mange kunne se en flot oplyst måne i aften.

I løbet af aftenen vil der efterhånden komme flere skyer på himlen over de vestlige egne. Derfor kan det blive mere besværligt at se den endelige fuldmåne på den anden side af midnat på disse kanter.

Bedre betingelser er der over de østlige landsdele. Her vil der være kig til stjernerne og månen en stor del af natten.

Prognose omkring fuldmåne. Klart vejr mod øst. Mere skyet mod vest.
Prognose omkring fuldmåne. Klart vejr mod øst. Mere skyet mod vest.
Foto: TV 2 Vejret

På disse datoer er der fuldmåne i 2022

Månen har fire faser: Nymåne, tiltagende måne, fuldmåne og aftagende måne.

Månen bruger 29,5 døgn på at komme igennem alle fire faser. Derfor er der typisk omkring 12 fuldmåner i løbet af et helt år.

Normalt finder man én fuldmåne i hver måned, men engang imellem sker der et overlap, hvor der er to fuldmåner på én kalendermåned. Fænomenet kaldes blå måne og sker i gennemsnit hvert 2,5 år.

I tabellen herunder kan du få et overblik over alle fuldmåner i 2022.