Skal du på ferie sydpå? Sådan kommer du godt gennem hedebølgen

Væske og skygge er alfa og omega, hvis du skal på ferie i de sydeuropæiske lande, hvor temperaturen i disse dage slår varmerekorder.

Er du en af de danskere, som har sat kursen mod syd eller gør det de kommende dage, skal du tage dig i agt for de glohede temperaturer.

Europa er nemlig ramt af hedebølge, hvilket for eksempel førte temperaturen op på rekordhøje 45 grader i Frankrig fredag eftermiddag. Og det ser ud til at fortsætte de kommende dage, viser prognoser fra TV 2 Vejret.

Prognose af temperaturer for Europa lørdag.
Prognose af temperaturer for Europa lørdag.
Foto: TV 2 / Grafik

Meldingerne fra danskere i Frankrig er, at varmen føles ekstrem.

- Selve luften er brandvarm, så det nytter ikke at søge ly i skyggen. Eneste middel er shoppingcentre eller en kold pool, hvilket efterhånden også er svær at finde, da pools er blevet godt og grundigt varmet igennem, lyder det eksempelvis fra Jesper Gandløse, der befinder sig i Vaison-la-Romaine i det sydøstlige Frankrig.

Lisa Metz sidder omvendt i Disneyland i Paris, hvor hun drikker masser af vand og er blevet godt solbrændt.

- Vejret er så lækkert, men det er svært at holde varmen ud i længere tid, skriver hun til TV 2.

Skygge, væske, luft og en solhat

Men hvordan forholder man sig til så høje temperaturer på sommerferien? Vi har spurgt læge og centerchef Henrik Stig Jørgensen fra Sundhedsstyrelsen, og hans råd er klart:

- Det, man normalt skal være opmærksom på i varmen, skal man være endnu mere opmærksom på, hvis man er et sted, hvor temperaturen ligger omkring 40 grader. Det drejer sig om helt simple ting som at søge skygge, dække sig til, bruge hovedbeklædning og få væske, siger han.

Derudover påpeger lægen, at det særligt er ældre mennesker, folk med kroniske sygdomme, små børn og spædbørn, der kan risikere at blive dårlige i varmen – og at rådene om skygge og væske særligt gælder dem.

I listen neden for kan du se lægens do's and don'ts i hedebølgen.

GUIDE: Hvad skal du gøre i en hedebølge?


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Vejr.