Skærtorsdag bliver solrig – men her er der risiko for slud og sne

Temperaturen stiger op til 10 grader i eftermiddag.

Skærtorsdag byder på omskifteligt vejr.
Skærtorsdag byder på omskifteligt vejr.
Foto: Kasper Palsnov / Ritzau Scanpix

Skærtorsdag byder på en blandet landhandel af dansk forårsvejr.

I det nordlige Jylland falder der både slud og tøsne her til morgen, mens der lokalt på Fyn og Vestsjælland også er slud i luften.

Radar og vejr klokken 6.50.
Radar og vejr klokken 6.50.
Foto: TV 2 VEJRET

De fleste andre steder ligger et lag skyer og holder solen lidt på afstand.

Som dagen skrider frem, trækker både nedbøren og skyerne mod nord og åbner for mere solskin i store dele af landet.

Formiddag med sludbyger og skyer

Formiddagen tager fat, hvor morgenen slap, og byder fortsat på vinterlig nedbør, især i det nordlige Jylland.

Prognose torsdag klokken 9.00.
Prognose torsdag klokken 9.00.
Foto: TV 2 VEJRET

I resten af landet ser det ud til at holde tørt, bortset fra på Fyn og Vestsjælland, hvor en lokal byge også kan give et vinterlige indslag.

Over størstedelen af landet ligger der et ret tykt lag skyer, som holder solen på afstand her til morgen.

Som formiddagen skrider frem, vil flere og flere dog opleve, at skyerne bliver sat til side af flot solskinsvejr.

Den opklaring breder sig dog kun langsomt fra syd, og mange steder må man væbne sig med en smule tålmodighed.

Mere sol i eftermiddag - men også byger

I eftermiddag er opklaring trukket længere op over landet, og der kommer god plads til solen, især mod syd.

Prognose torsdag klokken 15.00.
Prognose torsdag klokken 15.00.
Foto: TV 2 VEJRET

Der er stadig risiko for byger, især i det nordjyske, hvor nedbøren i eftermiddag er gået over til regn.

I resten af landet holder det tørt, dog kan enkelte dryp fra de skyer, som dannes af eftermiddagssolen, ikke udelukkes.

Temperaturerne stiger til mellem 8 og 10 grader i eftermiddag, og det bliver varmest mod sydvest.