Simon Kvamm til regeringen: - Vis musikbranchen noget respekt

Der arbejdes på en løsning for, hvordan musiklivet kan åbne mest forsvarligt, lyder det fra kulturminister Joy Mogensen.

I et Facebook-opslag lufter musiker Simon Kvamm sin utilfredshed med regeringens genåbning af landet set med en musikers øjne. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

- Jeg synes i det hele taget, at det er på tide, at man fra politisk side for fanden viser musikbranchen noget respekt!

Sådan lyder det i et åbent brev til regeringen fra musiker Simon Kvamm, der blandt andet er forsanger i bandet Nephew og en del af trioen Hugorm.

Opslaget, som sangeren har delt på de sociale medier, handler om regeringens genåbningsplaner for Danmark, hvor diskoteker og natteliv ifølge ham bliver skåret over en kam.

- Når I nu skal til at forhandle om næste fase, vil I så være så anstændige at skelne mellem diskoteker og spillesteder og ikke bare omtale det samlet som ‘nattelivet’, skriver han.

Kvamm: - Man har vist fodboldbranchen respekt

Tidligere på sommeren åbnede regeringen for, at eksempelvis fodboldkampe kunne afvikles med tilskuere.

En beslutning, der har fået Simon Kvamm til at undre sig over, at det endnu ikke er muligt for spillesteder at samle et publikum til koncerter.

- Jeg synes mine kolleger i hele musikbranchen henover sommeren har vist sig modne til at gennemføre koncerter, der imødekommer alle sikkerhedskrav på en måde, der kalder på den samme anerkendelse og respekt, som man har vist fodbold-branchen, skriver han.

Kulturminister: - Har aldrig set det som det samme

Men det er ikke korrekt, at spillesteder og diskoteker ses som ensartede størrelser. Det meddeler kulturminister Joy Mogensen (S) i et skriftligt svar til TV 2:

- Danske spillesteder er kulturpolitiske vigtige institutioner, hvor fællesskabet om den levende musik kan udfolde sig. Jeg har aldrig set danske spillesteder og natklubber som det samme, lyder det.

Kulturministeren understreger, at hun har ”et helt andet ansvar” for musiklivet end for diskoteker og natteliv, som ikke ligger på hendes bord. Derfor er ministeriet i kontakt med de danske spillesteders organisation Dansk Live om, hvordan en genåbning kan ske mest forsvarligt.

Men det er Folketingets partier, der på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger skal vælge, hvordan næste skridt af genåbningen af Danmark skal foregå, uddyber hun:

- Kulturministeriets ansvar er at sikre, at alle de grundige forberedelser er gjort for at skabe det bedste beslutningsgrundlag på kulturens område.

Virolog: - Det er ikke realistisk

Med øjnene på smitterisiko vil det dog ikke være hensigtsmæssigt at give grønt lys til koncerter. Det siger professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Det er simpelthen ikke realistisk at åbne op for det. Slet ikke på nuværende tidspunkt, hvor smitten stiger, siger han til TV 2.

Og selvom fodboldglade fans allerede nu kan lune sig med en tur på stadion, kan den genåbning ikke sammenlignes med spillestedernes muligheder for at afholde koncerter, lyder det:

- Jeg mener ikke, at den sammenligning holder. Jeg tror ikke, at mange spillesteder har de faciliteter, der har gjort det muligt at åbne for publikum til fodboldkampe.

For at kunne genåbne på en hensigtsmæssig måde - uddyber virologen - skal publikum blandt andet kunne holde mindst en meters afstand, mens stedet skal kunne inddeles i sektioner. Samtidig skal der være flere forskellige indgange, opdaterede toiletfaciliteter og gennemtænkte køsystemer med mulighed for afstand.

Kæmpekoncert som smitteforsøg

I Tyskland er der blevet sat et stort eksperiment i søen, hvor en popkoncert med singer-songwriteren Tim Bendzko skal fungere som et eksperiment i, hvordan coronavirus spreder sig, og hvordan smitte kan undgås ved større begivenheder.

De mere end 4000 personer, som er inviteret til koncerten 22. august, vil blandt andet blive udstyret med små apparater, der kan spore deres bevægelser.

Det skal give forskere mulighed for at skabe matematiske modeller, der kan udregne risikoen for smittespredning.

Tilskuerne vil på forhånd blive testet for virus, så koncerten kan gennemføres så sikkert som muligt.