S erkender problemer med udrejsecenter efter TV 2-afsløringer

Udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S) regner med at kunne præsentere en løsning for et nyt udrejsecenter inden sommerferien.

Rasmus Stoklund (S) erkender, at der er åbenlyse problemer med det nuværende system på Kærshovedgård.
Rasmus Stoklund (S) erkender, at der er åbenlyse problemer med det nuværende system på Kærshovedgård.
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix / Redigering: Lærke Nord, TV MIDTVEST

Maskerede mænd har gennem flere måneder forceret hegnet ved Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording i Midtjylland.

Det kan TV 2 afsløre søndag, efter at en nabo til centeret har delt overvågningsvideoer fra området.

Og det er ikke første gang, at der er problemer med Kærshovedgård.

I 2019 havde beboerne således brudt reglerne for opholdspligt, meldepligt og underretningspligt over 40.000 gange.

Det får nu udlændingeordfører i Socialdemokratiet, Rasmus Stoklund, til at gå ud og erkende, at der er åbenlyse problemer med det nuværende system.

- Det er selvfølgelig ikke i orden, at der er nogle udlændinge her, som skaber utryghed i området. Jeg forstår godt, at de (naboerne, red.) er harme og frustrerede over, hvad der har fundet sted gennem en længere periode, siger han til TV 2.

To ministre er blevet kaldt i samråd

Løsningen på problemet lyder ifølge ordføreren på et nyt udrejsecenter.

Et forslag, som Venstres integrations- og indfødsretsordfører, Morten Dahlin, også fremsætter til TV 2 søndag.

Venstre-politikeren er utilfreds med, at beboerne endnu ikke er blevet sendt hjem, og dermed kan fortsætte med, hvad han tror er kriminelle handlinger.

Derfor har han valgt at indkalde justitsminister Nick Hækkerup (S) og udlændige- og integrationsminister Mattias Tesfaye i samråd.

Rasmus Stoklund forstår godt kritikken, men indrømmer, at det ikke er nogen nem opgave, de står overfor.

- Vi er blevet oplyst om, at man nu sørger for at få det (hegnet, red.) lukket helt af endnu engang, og at kriminalforsorgen øger sine runderinger, fortæller han.

Satser på hjemrejselov

Rasmus Stoklund vil ikke løfte sløret for, hvor det nye udrejsecenter skal ligge. Men han fortæller, at regeringen forventer at præsentere en ny løsning inden sommerferien.

I mellemtiden satser regeringen ifølge udlændingeordføreren på, at en ny hjemrejselov kan hjælpe med at få sendt de kriminelle udlændinge tilbage til deres hjemland.

Blandt andet vil regeringen give myndigheder bedre muligheder for at indhente og bruge data fra udlændinges mobiltelefoner.

Derudover skal de udlændinge, der forsvinder fra deres udrejsecenter i flere dage, få tømt deres værelser og konfiskeret deres ejendele, fortæller Rasmus Stoklund.

Mattias Tesfaye har lørdag været ude at kommentere på sagen i et skriftligt svar til TV 2.

- Lokalsamfundet i Bording og omegn har gennem længere tid båret en stor byrde, og regeringen ønsker at aflaste dem. Derfor mener vi fortsat, at vi skal have de kriminelle udlændinge væk fra Kærshovedgård. Vi forventer at kunne præsentere sådan en løsning inden sommerferien, skriver han.