Regeringen vil lave forsøg med mere end 500 tilskuere til superligakampe

Forsøget kommer efter pres fra flere borgerlige partier, siger TV 2's politiske analytiker.

I Midt- og Vestjylland vil en øget publikumsgrænse i Superligaen få betydning for klubberne Silkeborg IF og FC Midtjylland.
I Midt- og Vestjylland vil en øget publikumsgrænse i Superligaen få betydning for klubberne Silkeborg IF og FC Midtjylland.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Regeringen vil have undersøgt, om superligaklubberne kan håndtere mere end de 500 tilskuere til superligakampe, som regeringen ellers har foreslået.

Mens alle folketingets partier har været enige om at hæve forsamlingsforbuddet til 50 personer, så har der ikke været fælles fodslag om antallet af personer til fodboldkampe i landets bedste række.

Og nu åbnes der op for, at publikumsgrænsen kan hæves.

Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) i et brev til partilederne, som TV 2 er kommet i besiddelse af:

”Såfremt partierne er indstillede på det, vil regeringen imidlertid foreslå en aftale om, at der i løbet af etape 1 gennemføres et forsøg, hvor der kan afvikles en eller flere superligakampe med et større antal tilskuere end 500”.

”Forsøget forudsætter, at sundhedsmyndighederne finder, der kan laves en forsvarlig model. På baggrund af forsøget, vil sundhedsmyndighederne, Politiet og evt. andre relevante myndigheder kunne evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt.”

1. etape omhandler den plan, som regeringen har iværksat fra 8. juni, hvor forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer. Statsminister Mette Frederiksen skriver ikke noget om, på hvilke stadions og i hvilke klubber forsøgene skal afprøves.

Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, fortæller til TV 2 SPORT mandag morgen, at han ikke har hørt noget konkret endnu, men at han er klar til en dialog omkring det.

'Klubberne skal nu bevise, at de kan håndtere det'

TV 2's politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen fortæller, at forsøgene kommer efter pres fra flere af de borgerlige partier.

- Jeg ved, at der har været politisk og sundhedsfaglig betænkelighed ved, om man vil kunne holde afstand, når tilskuerne går til og fra stadion. Det er noget af det, som forsøgene skal løse op for, siger Peter-Lautrup Larsen.

- Så superligaklubberne får noget af ansvaret for at vise, at de kan håndtere det her i et større omfang på den anden side af 8. juni.

FCK vil have mere end 10.000 i Parken

FC København er en af de klubber, der har fremlagt konkrete planer, hvor de illustrerer, hvordan de kan modtage mere end 500 tilskuere.

Klubben vil inddele hjemmebanen Telia Parken i 21 sale, hvor der vil kunne være 500 tilskuere i hver.

- Vi har arbejdet på det hen over weekenden, og jeg står på mål for, at vi kan håndtere det, har Lars Bo Jeppesen, FCK-direktør, sagt til TV 2.

- Men vi gør det ikke uden at få en tilladelse. Vi har udarbejdet konkrete planer, som vi har sendt til politikerne, og vi har en dialog med sundhedsmyndighederne og politi. Og det virker faktisk også til, at det er blevet godt modtaget. Vi har taget udgangspunkt i de retningslinjer, der er udstukket, hvor man kan være 500 i en sal. Om man kalder det en sektion som herinde eller en sal, så har vi simpelthen minutiøst lavet 21 sale à 500 mennesker.

Regeringen har tidligere stået fast på, at de 500 personer var en absolut grænse. Men nu er der altså åbnet op for, at der kan ske en undtagelse, hvis forsøgene viser et positivt resultat.