Morten Andersen blev kørt midtover af Super Bowl-futtoget

Morten Andersen er den eneste dansker, der har deltaget i en Super Bowl. Det gjorde han for 24 år siden, og han husker det stadig tydeligt.

Morten Andersen spillede Super Bowl for Atlanta Falcons i 1999. Her forlader han slukøret banen i Miami.
Morten Andersen spillede Super Bowl for Atlanta Falcons i 1999. Her forlader han slukøret banen i Miami.
Foto: Tim Clary/AFP/Ritzau Scanpix

Ugen op til Super Bowl Sunday er noget særligt for Morten Andersen.

Hvert år titter minder frem fra dengang, han selv var en del af kulminationen på NFL-sæsonen. En oplevelse, hvis overvældende karakter krævede meget for den danske kicker.

I år kæmper Kansas City Chiefs og Philadelphia Eagles om det eftertragtede Vince Lombardi-trofæ, og uanset hvem der tager titlen, kan Morten Andersen som historiens eneste danske Super Bowl-deltager sætte sig ind i, hvad spillerne gennemgår før, under og efter Super Bowl – både på godt og på ondt.

Hans egen Super Bowl-oplevelse i Miami forløb nemlig ikke, som han havde forestillet sig eller håbet på. Hverken resultatmæssigt eller på det personlige plan.

- Da jeg stod på banen midt i mit livs største opgave, gik det op for mig, at jeg ikke var mentalt klar til at løse den, siger Morten Andersen til TV 2 SPORT.

Overvældet af hele showet

Vi skal tilbage til 1999, hvor han i sin 17. sæson endelig stod dér, hvor alle NFL-spillere drømmer om at stå.

- Jeg kan huske, hvor nervøs jeg var, og hvor stort det var. Selvom jeg selvfølgelig var professionel og forberedt, så var der noget følelsesmæssigt, der overvældede mig. Det hele var bare så stort, siger Morten Andersen.

Super Bowl er ikke bare en kamp på 60 minutter, men et show, der begynder 14 dage inden kickoff.

Tiden op til Super Bowl Sunday husker den 62-årige dansker, der var 38 år gammel på daværende tidspunkt og udfyldte rollen som kicker for Atlanta Falcons, tydeligt.

- Der gik to uger mellem NFC-finalen (semifinalen, red.) og Super Bowl, så man havde noget tid til at tænke over, hvordan det skulle gå, og hvordan spændingen ville være.

Følte sig som en fange

Ugen op til Super Bowl opholder finalisterne sig i byen, hvor finalen bliver spillet.

- Da vi ankom til Miami, følte jeg mig isoleret. Man blev indlogeret på et hotel, var fange og kunne ikke gå nogen steder. Det var lidt underligt, syntes jeg, at man ikke rigtig havde kontakt med ret mange i den uge, fordi der var så meget sikkerhed omkring spillerne og holdene.

Morten Andersen fra Struer nåede at tænke mange tanker på sit hotelværelse.

Det, han skulle opleve om søndagen, var en form for kulmination på en lang karriere. Oplevelsen viste sig dog at blive overvældende og mentalt opslidende efter de 60 minutters spilletid.

I 2006 spillede Morten Andersen (t.v.) som kicker for Atlanta Falcons.
I 2006 spillede Morten Andersen (t.v.) som kicker for Atlanta Falcons.
Foto: Joe Traver/Ritzau Scanpix

Andersens Atlanta Falcons-mandskab tabte til Denver Broncos med de overbevisende cifre 19-34, og danskeren brændte – noget ukarakteristisk – et spark på 26 yards undervejs.

- Jeg husker skuffelsen af at brænde et kort spark og skuffelsen over at være den første taber. Det hele var overvældende. Jeg vidste, hvor svært det havde været at nå til den kamp. Så da den var slut, var der et stort tomrum i lang tid. Skuffelsen væltede ind over mig. Men jeg var selvfølgelig stadigvæk stolt over en kæmpe sæson, siger Andersen.

Følte sig savet midtover

Danskerens helterolle fra semifinalen 14 dagen inden, hvor han med sit spark fra 38 yards imod Minnesota Vikings i overtiden sendte Atlanta Falcons i Super Bowl, var for en stund glemt.

- Da futtoget Super Bowl var kørt, følte jeg, at jeg var blevet kørt midtover. Savet midtover faktisk. Det havde været overvældende.

Morten Andersen hilste på kickerkollega Jason Elam fra Broncos inden kickoff i danskerens eneste Super Bowl.
Morten Andersen hilste på kickerkollega Jason Elam fra Broncos inden kickoff i danskerens eneste Super Bowl.
Foto: Andy Clark/Reuters/Ritzau Scanpix

Selvom Super Bowl 1999 ikke forløb perfekt, ville han ikke have været det foruden.

- Alt det her gør det ikke mindre stort for mig, at jeg har stået i en Super Bowl. Jeg ved, hvor meget det betyder for amerikanerne og kulturen. Det er en feriedag, folk holder fri, og mange gør det også om mandagen. Det er en kæmpe fest, hvor familietraditioner, mad og hygge forenes.

En fantastisk og ægte amerikansk sportsoplevelse

Morten Andersen kom da også videre fra skuffelsen og blev den mest scorende spiller i NFL-historien – en rekord, der senere kun er blevet overgået af én spiller – og i 2017 kulminerede det for Andersen på det personlige plan, da han blev indlemmet i NFL’s Hall of Fame.

Nu glæder han sig til på søndag, hvor han skal dække Super Bowl for TV 2 SPORT.

- Vi skal alle sammen bare glæde os til en fantastisk og ægte amerikansk sportsoplevelse på Super Bowl Sunday.

Den opfordring er hermed givet videre.

Finalen mellem Kansas City Chiefs og Philadelphia Eagles kan ses på søndag fra klokken 22.40 på TV 2 og TV 2 PLAY.