Han har lært meget af sit udlån til Italien, men holder fast i sine nordiske vaner på ét punkt

Rasmus Nissen Kristensen nyder tilværelsen i Rom og vil ikke spekulere for meget på fremtiden.

Rasmus Nissen drømmer om at komme til EM med landsholdet.
Rasmus Nissen drømmer om at komme til EM med landsholdet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det var egentlig lidt af et sats.

Sådan beskriver Rasmus Nissen Kristensen, der oprindeligt kommer fra Brande, at blive udlånt fra Leeds til den italienske storklub AS Roma. Men ikke desto mindre er han nu taknemmelig for, at det var det, der skete.

- Jeg er glad for de kampe og minutter, som jeg har fået. For det har været meget mere, end jeg havde turde håbe på.

I et interview med TV 2 Sport fortæller han om tilværelsen i Italien. Om at komme så tidligt, at restauranten dårligt har fået dugen på bordet. Om at finde ro i tilværelsen på udlån, og om at drømme om EM-slutrunden til sommer.

Store personligheder

Først var det lidt af et kulturchok, der mødte ham. For der er en del mere temperament i Italien, end vi er vant til mere nordpå. Og så tænker de fodbold på en helt anden måde, fortæller Rasmus Nissen Kristensen.

- Det er helt klart en my mere taktisk. Det er ikke så meget omstillinger, som det har været i England og i Østrig. Det er langt mere taktisk, disciplineret fodbold. Det er næsten, så jeg vil beskrive det som et skakspil.

Store personligheder har han også mødt. Først i form af José Mourinho og siden i form af sin nuværende træner Daniele De Rossi. Personligheder, der ikke bare fylder på sidelinjen til kampene men også i hverdagene i klubben.

- De er meget forskellige, men i forhold til deres passion for fodbold og for klubben Roma er de alligevel meget sammenlignelige. Mourinho er jo en kæmpe trænerlegende, mens De Rossi er en kæmpe spillerlegende i Italien, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Danskeren var særligt glad for Mourinho på grund af den tillid, som han blev vist.

- De Rossi ser måske en lille smule anderledes på det, men jeg har stadig formået at kæmpe mig til spilletid.

- Ved De Rossi kan jeg også bare rigtig godt lide, at man tydeligt kan mærke, at det ikke er særlig lang tid siden, at han har spillet selv. Han forstår mekanismerne, og han forstår omklædningsrummet. Han har rigtig god humor og skaber en god stemning, siger Rasmus Nissen Kristensen om sin træner.

Ikke en indfødt

Det er ikke kun spilmæssigt, at Rasmus Nissen Kristensen har oplevet en kulturforskel. Det er også i hele måden, som livet leves på i Italien, fortæller han.

- De har en anden måde at anskue livet på og en anden måde at prioritere deres tid på. Med det mener jeg, at de nok er en lille smule bedre til at nyde livet og sætte pris på tingene her i livet, siger han og tilføjer:

- For søren, der bliver kørt meget pasta ned. Den romerske køkkenscene er jo helt fantastisk, og italiensk mad i Rom er bare helt fantastisk. Hvis man er pastaelsker som mig, så er det meget, meget nemt at tilpasse sig.

Men helt tilpasset sig livsstilen i Italien har han dog alligevel ikke. Rasmus Nissen Kristensen er ikke bare nem at spotte på grund af sin statur, men også særligt på grund af det tidspunkt, som han sammen med sin kæreste vælger at troppe op på på byens restauranter.

- Når vi skal spise, ankommer vi, når de er ved at lægge den hvide dug på bordet og knap nok har åbnet. Vi er simpelthen altid de første, der er der. De spiser jo meget sent hernede, så på den måde lever vi nok ikke helt som de indfødte.

- Men vi prøver virkelig bare at suge det til os og nyde det, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Et vilkår på lånt tid

For ham handler det nemlig mest af alt om at nyde det. Sådan er det, når man er på udlån og ikke ved, hvad fremtiden byder på. For hans eget vedkommende er det første gang, at han prøver den form for tilværelse.

- At være på udlån er jo som at være på lånt tid, og man kan være rigtig uheldig, at man bliver nedprioriteret. Det har heldigvis ikke været min situation, men det er jo sådan, det kan ende for nogle. Man ved godt, at det er på lånt tid, og at der kan ske alle mulige ting.

Rasmus Nissen Kristensen oplever, at det er blevet nemmere at forholde sig til og være i det, end det var i begyndelsen. Nu bruger han ikke tid på at spekulere for meget på fremtiden.

- Det er et vilkår, som man bare skal acceptere. For man har ikke noget valg, og det er også noget, man lærer. Der kan godt ligge noget i baghovedet, når man ved, at der skal tages en beslutning til sommer.

- Men for mig er det klart blevet nemmere at være i, som tiden er gået. Jeg er blevet vant til det, og jeg tænker ikke så meget på, hvordan min fremtid mon ser ud. Nu fokuserer jeg på nuet, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Derfor har han heller ikke nogen ide om, hvad fremtiden byder på efter sommerferien.

- Jeg er rigtig glad for Rom, og jeg var rigtig glad for at være i Leeds. Men det er i princippet ude af mine hænder, så jeg må tage de muligheder, som jeg får tildelt.

Drømmen om EM

Mulighederne er dog altafgørende i forhold til at realisere drengedrømmen om et EM i Tyskland til sommer.

- Jeg ved godt, at jeg skal holde skruen i vandet. Jeg var med i en stor, stor del af hele kvalifikationen, og jeg håber selvfølgelig på at blive udtaget til slutrunden. For det er en kæmpe stor drøm for mig.

- Men lige nu er fokus på at levere i klubben, fordi det er den eneste måde, som jeg kan kvalificere mig til landsholdet på, siger Rasmus Nissen Kristensen og understreger, at han er klar over, at der er virkelig stor konkurrence, og at han har stor respekt for den kvalitet, som der er på hans position.

Dét, som han har formået at levere i AS Roma, har givet en større tro på, at han måske kan tilkæmpe sig en plads.

- Men der er stadig lang tid i fodboldverdenen til sommer, så på mange måder kan alt ske.