EM-debutant fik forskrækkelse kort efter udtagelsen
20-årige Cecilie Brandt kom galt afsted, da hun spillede ligakamp onsdag aften - få timer efter udtagelsen til EM-holdet.
Det er en velkendt trup, landsholdstræner Jesper Jensen har udtaget til det kommende EM.
Der har dog sneget sig et par enkelte – i landsholdsøjemed – mindre profilerede navne med, og et af dem er Cecilie Brandt.
Den 20-årige Ikast-fløj viste sig flot frem i landsholdsuniformen i forbindelse med Golden League-kampene, og det har kastet en EM-udtagelse af sig. Til stor glæde for den unge fløj.
- Havde du spurgt for mig for et halvt år siden, havde jeg nok ikke regnet med, at jeg skulle med til en slutrunde i november. Så jeg er bestemt overrasket. Men jeg er også megaglad og stolt, siger hun til TV 2 SPORT.
Cecilie Brandt fik nyheden overrakt onsdag, hvor assistenttræner Lars Jørgensen fangede hende over telefonen.
Kort efter udtagelsen skulle hun sammen med resten af Ikast-holdet spille ligakamp, og her fik hun sig en mindre forskrækkelse:
- Jeg vrikkede rundt på min ankel i kampen i går (onsdag, red.), så nu skal jeg først og fremmest have styr på den. Der er jo lidt kampe i ligaen det næste stykke tid, så det er der jo fuldt fokus på ind til slutrunden.
- Jeg håber ikke, det er så slemt, og det tror jeg egentlig heller ikke, det er. Jeg regner med at være i kamp igen i næste uge, men det er da klart, at det er et irriterende tidspunkt, siger fløjtalentet, der sammen med et par af holdkammeraterne fra Ikast er udtaget til landsholdet.
"Mærkeligt at lade som om"
Og det gav et lidt akavet scenarie i forbindelse med onsdagens kamp.
- Det er jo lidt mærkeligt, at vi skal holde på hemmeligheden, især fordi vi er et par stykker på holdet, der er med, og vi vil jo naturligvis gerne snakke om det.
- Så det er jo lidt mærkeligt at lade, som om man ikke ved det. For det er jo en stor ting, siger Brandt.
Cecilie Brandt har spillet seks A-landskampe, og den total får hun formentlig muligheden for at udbygge de næste måneder.
EM-slutrunden bliver spillet i Nordmakedonien, Slovenien og Montenegro fra den 4. til 20. november. Det danske hold samles til flere testkampe i slutningen af oktober.
Danmark er ved EM i gruppe med Slovenien, Sverige og Serbien. Du kan følge slutrunden på TV 2s platforme.