Butiksmedarbejdere: Folk er begyndt at slække på sikkerheden, når de handler

Oplever medarbejdere, at retningslinjerne ikke følges, skal de kontakte deres leder, siger Coop.

Super Brugsen har sat tape på gulvet for at markere afstand mellem kunderne.
Super Brugsen har sat tape på gulvet for at markere afstand mellem kunderne.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Medarbejdere i supermarkeder oplever, at nogle danskere er blevet dårlige til at holde afstand, når de handler. Det skriver Politiken.

Ifølge Per Tønnesen, sektorformand i HK Handel, får fagorganisationen dagligt henvendelser fra medarbejdere i dagligvarebutikker, som nu oplever, at danskerne ikke passer godt nok på, når de handler.

- Særligt de steder, man normalt samles i butikkerne, som for eksempel i grøntafdelingerne og ved køledisken, står folk meget tæt på hinanden. Samtidig er mange også holdt op med at bruge den håndsprit og de engangshandsker, der står ved indgangen, siger han til TV 2.

Ifølge HK Handel får organisationen hver dag mellem 15 og 20 henvendelser fra urolige medarbejdere, men oplevelsen er sandsynligvis endnu mere udbredt, mener Per Tønnesen.

- I virkeligheden er der nok mange flere, der er bekymrede, for det er tillidsrepræsentanterne, der kontakter os. Det gør de ofte først, når de har fået flere henvendelser fra deres kolleger, siger han.

Både grupper af unge og børnefamilier

At både pladsen og hygiejnen lader til at skrante i de danske dagligvarebutikker, hænger ifølge Per Tønnesen sammen med, at stadigt flere handler ind i grupper, selvom sundhedsmyndighederne fraråder det.

Det handler både om grupper af unge mennesker, men også hele familier med børn, lyder det.

- Måske tror folk, at det er ved at være overstået, men der er altså stadig en alvorlig smitterisiko, siger han.

Selvom man måske skulle tro, at problemet ville være størst, hvor pladsen er mest trang, er det i de store butikker, at problemet er mest udbredt, fortæller sektorformanden.

- I de små butikker har man ofte en begrænsning på for eksempel fem personer i butikken ad gangen, og man kan let kontrollere, at der ikke kommer for mange ind. Derfor er det oftest i de store kædeforretninger, at folk står for tæt.

0:33
Hold afstand! Det budskab er nu også nåede den 19. marts ud i landets Rema 1000-butikker. Også Dagrofa og Salling Group opfordrer kunder til at holde afstand, når de køber ind.

Medarbejdere tager ikke fat i leder

På trods af de mange henvendelser kan Coop, som blandt andet driver Kvickly, Dagli’Brugsen og Fakta, ikke genkende, at deres kunder skulle være blevet mere skødesløse.

Det fortæller Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen:

- Vi har ikke fået meldinger fra vores butikker om, at det skulle være et problem. Tværtimod får vi meldinger om, at det går stille og roligt, og samtidig kan vi jo registrere kundernes adfærd og se, at folk kommer langt sjældnere end normalt, så der er masser af plads.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at medarbejderne tager fejl, mener Per Tønnesen.

Forskellen på, hvordan Coop og butiksmedarbejderne oplever kundernes adfærd, kan nemlig hænge sammen med, at almindelige medarbejdere ikke nødvendigvis går til deres chef, når de oplever problemer.

- Vi har jo nogle meget loyale medlemmer i detailhandlen, og jeg tror, de hellere vil give udtryk for deres bekymring over for os end deres arbejdsgivere. Jeg synes, virksomhederne skal tage en snak med deres arbejdsmiljørepræsentanter og høre, hvordan de egentlig oplever det, siger Per Tønnesen.

Selvom Coop ikke umiddelbart selv oplever, at danskerne er blevet dårlige til at holde afstand og spritte af, vil Jens Juul Nielsen heller ikke afvise, at deres ansatte kan opleve det anderledes:

- Hvis det skulle være tilfældet, skal tillidsrepræsentanten gøre ledelsen i butikken opmærksom på det. Medarbejderne kan også roligt sige det til os, for vi er kun interesserede i at have en så ansvarlig situation i butikkerne som muligt.