Alle regionaltog mellem Fyn og Jylland aflyst

Et ødelagt togspor gør, at regionaltog på Vestfyn er aflyst og erstattet af togbusser.

Nogle Intercity-tog kører fortsat mellem Fyn og Jylland, men med store forsinkelser.
Nogle Intercity-tog kører fortsat mellem Fyn og Jylland, men med store forsinkelser.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er onsdag morgen store forsinkelser for passagerer, der rejser fra Fyn mod Jylland og den modsatte vej. Det oplyser DSB.

Regionaltogene mellem Odense og Fredericia er erstattet af togbusser på grund af en en fejl på et spor ved Odense, hvor et tog holder stille. 

Nogle Intercity-tog kører fortsat mellem Fyn og Jylland, men med store forsinkelser. 

På Middelfart Station er der frustration blandt passagererne, oplyser TV 2's mand på stedet. 

- Vi har fået ødelagt et spor ved Odense, hvilket betyder, at vi ikke kan køre med regionaltogene mellem Odense og Fredericia, mens vi arbejder på at få repareret sporet, oplyser DSB.

Forsinkelser og aflysninger

Regionaltogene på Vestfyn er i første omgang erstattet af togbusser frem til omkring klokken 12 onsdag. Men Banedanmark oplyser, at togtrafikken formentlig vil blive forsinket hele dagen på grund af det beskadigede spor. 

Intercitytog og lyntog kan blive op til 60 minutter forsinkede, og enkelte Intercity-tog kan blive aflyst, oplyser DSB.

Problemet skyldes et tog under omrangering, som blev afsporet ved et sporskifte på Odense Station. Der skete ingen personskade, men hændelsen gør, at DSB kun kan bruge ét spor og det betyder reduceret togtrafik, fortæller DBS's informationschef Tony Bispeskov til TV 2.

- Vi er ved at klarlægge omstændighederne, men der er sket store skader på skinnerne på stedet og på togets undervogn. Banedanmark er netop nu i gang med at fjerne toget, men konsekvensen er, at regionaltogene ikke kører.

- Der er enkelte aflysninger på Intercity-togene, men det er klart, at de her problemer på sporet reducerer vores mulighed for at køre med så mange tog som normalt. Vi regner med, at der er forsinkelser frem til klokken 12, men det er ikke en stensikker prognose. Det kan godt trække længere ud, siger Tony Bispeskov. 

Informationschefen opfordrer passagerer til at tjekke DSB's hjemmeside eller Rejseplanen for opdateringer med forsinkelser og aflysninger.