Skoleinklusion bremset op: - Det er fantastisk
Planen om, at næsten alle elever skulle inkluderes på den lokale folkeskole i Silkeborg er skudt til hjørne. I stedet foreslår udvalget, at der laves prøveklasser og indsamles data.
Der er trukket i håndbremsen, når det gælder Silkeborg Kommunes ambition om at opløse inklusionscentre og i stedet integrere elever med særlige behov i de almindelige folkeskoler.
Det fortalte en lang række af politikerne i dagtilbuds-, skole- og familieudvalget i et debatindlæg i Midtjyllands Avis mandag, hvor de også senere på et udvalgsmøde nåede til fælles enighed.
- Vi er nødt til at gøre det her i et langsommere tempo, så vi ikke trækker noget ned over ansatte, forældre og børn. Det tror jeg ikke, bliver nogen god løsning, siger Enhedslistens Signe Haahr Lindegaard, der er næstformand i udvalget.
Det er noget, som vækker glæde hos Signe Bloch-Krarup, der har et barn i specialtilbud på Thorning Skole, for hun er én af dem, som har råbt op.
- Jeg synes, det er fantastisk. Så virker demokratiet faktisk. Så virker det, at man siger noget højt, fortæller hun.
Skolebestyrelserne i Silkeborg Kommune har flere gange udtrykt deres bekymring for planerne, så beslutningen vækker også hér begejstring.
- Hvis det var en tenniskamp, havde vi nok vundet første sæt. Jeg vælger at tro, at vores opråb har gjort et indtryk, siger Jesper Lund Klaris, der er skolebestyrelsesformand på Voel Skole.
På Ans Skole har de i dag et inklusionscenter, som med politikernes nye beslutning ikke ser ud til at lukke lige foreløbig.
- Det er en lille sejr fra vores side, men vi er ikke blinde for, at der skal ske ét eller andet på området. Vi er ikke imod forandring, men mere hvor hurtigt, det skal ske, siger Annette Støvring, der er skolebestyrelsesformand på Ans Skole.
Skal teste, hvad der fungerer
- Vi har besluttet på udvalgsmødet i dag, at vi midt september sætter nogle prøvehandlinger i gang, fortæller Signe Haahr Lindegaard.
Udvalget ved dog ikke endnu, på hvilke skoler og i hvilke klasser det skal ske.
Men netop dét at teste og prøve forskellige løsninger af først, er skolebestyrelser og forældre meget glade for.
- Man er nødt til at få nogle erfaringer og blive klogere, så det bliver gjort ordentligt, mener forælder Signe Bloch-Krarup, og skolebestyrelsesformand på Ans Skole, Annette Støvring, er enig.
- Det er meget positivt, at de snakker om at lave test. Det har jeg før peget på, siger hun.
Især skolebestyrelser har peget på den manglende økonomiske ramme som et problem. Det er noget, udvalget nu vil forsøge at løse.
- Vi har bedt skolechefen om at undersøge, hvordan økonomien ser ud overordnet. Hvad vil det kræve af investeringer for at få det her til at lykkes, spørger Signe Haahr Lindegaard.
Hun åbner også for, at der skal tilkobles eksterne virksomheder eller eksempelvis Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der kan opsamle og analysere data fra prøveklasserne.