VIDEO: Lene mødte brølende kronhjort i Thy

Da Lene Hansen kunne høre kronhjortens brøl, var hun hurtig til at finde kameraet frem. Se videoen, og hør brølet længere nede i artiklen.

0:46
På en aftentur i Thy fik Lene Hansen sig en overraskelse, da de store kronhjorte begyndte at brøle.
Foto: Seerfoto: Lene Hansen

Lene Hansen og hendes mand fik sig en imponerende naturoplevelse, da de søndag aften, tog turen til Nationalpark Thy for at kigge på kronhjorte.

- Det er jo naturens oplevelse, der er ikke noget større end en kronhjort. Det er jo skovens konge, fortæller Lene Hansen fra Ydby ved Hurup.

Som så mange gange før, fik parret øje på en flok kronvildt, men det gik alligevel hen og blev et særlig syn.

Denne gang var kronhjortene i brunst. Derfor skulle Lene Hansen og hendes mand være mere opmærksomme, end de ellers plejer.

quoteDet er en del af kommunikationen. Ham, der brøler flottest, kan få flest hinder på krogen så at sige.

Jens Henrik Jakobsen, Vildkonsulent, Naturstyrelsen Vestjylland

-Man skal have respekt for kronhjortene og især i brunst. Jeg synes i hvert fald ikke, at de skulle komme tættere på.

En naturlig del af brunsten

Netop afstanden skal man have for øje, når man bevæger sig rundt i parken, understreger vildtkonsulent hos Naturstyrelsen Vestjylland, Jens Henrik Jakobsen.

-Det er altid en god idé at nyde synet på afstand. Der kan komme nogle kampe, hvor kronhjortene kæmper gevir mod gevir. Det er jo naturens måde at udvælge den stærkeste han på, så hold afstand, siger vildtkonsulenten.

Kronhjortenes brøl er en helt naturlig del af den årlige brunst, forklarer Jens Henrik Jakobsen.

- Det er en del af kommunikationen. Ham, der brøler flottest, kan få flest hinder på krogen så at sige.

quoteJeg kan godt lide at skyde dem, men jeg kan faktisk endnu bedre lide at tage billeder af dem.

Lene Hansen, Ydby

En anden grund til at afstanden er væsentlig er, at det kan forstyrre parringsprocessen. Og det kan forringe kalvens chancer for at klare sig.

-Det er en kort periode, hvor kronhjortene er i brunst, så hvis der er uro, kan det medføre at en kalv bliver født for sent, og så kan man risikere, at den bliver mindre end ellers, siger Jens Henrik Jakobsen.

Vil helst tage billeder

Sæsonen for kronhjortenes brunst starter som regel i sidste halvdel af august og er typisk godt i gang her midt i september. Og man vil sandsynligvis kunne høre kronhjortebrøl indtil slutningen af oktober, forklarer vildtkonsulenten.

For Lene Hansen bliver det formentlig heller ikke sidste gang, hun og manden tager turen ud i skoven.

Selvom hun godt kan lide at få ram på kronhjortene, så foretrækker hun nemlig at spotte dem gennem kameraets sigtekorn.

- Jeg kan godt lide at skyde dem, men jeg kan faktisk endnu bedre lide at tage billeder af dem.