Trods forsøg på løsning: Turister skaber stadig trafikkaos i Klitmøller

Flere mener, at den eneste mulighed er at bygge en helt ny vej ud af byen. Problemet er, at den i så fald skal gå gennem et fredet område.

2:27
Trafikken er tæt i Klitmøller, når vejret indbyder til surf og solhygge.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Om sommeren kommer turisterne og ikke mindst surferne altid i hobetal til den lille by Klitmøller i Thy.

Det er de lokale indbyggere som udgangspunkt glade for, men med det øgede antal mennesker følger også en markant stigning i trafikken. Og dét skaber nogle dage decideret trafikprop.

- Der kan godt være meget kaos, når vindforholdene er rigtige hernede, så er de her lige pludselig alle bilerne, siger Mogens Goul-Jensen, der har boet i Klitmøller hele sit liv. 

Trafikken på en dag i juli på Ørhagevej i Klitmøller.
Trafikken på en dag i juli på Ørhagevej i Klitmøller.
Foto: Privatfoto

Når det er allerværst som på billedet herover beskriver Mogens Goul-Jensen, at der er helt lukket til på den vej, der fører ned til vandet. 

- Du kan ikke komme herned. Og jeg vil nødigt, at der skulle en ambulance herned, for det kan de bare ikke, siger han. 

Shuttlebusser skulle afhjælpe problem

Thisted Kommune har flere gange forsøgt at gøre noget ved problemet. Sidste år blev trafikken på hovedgaden ensrettet, så folk blev forsøgt ledt ud af byen ad en sidevej. Det forsøg blev dog stoppet allerede efter fem dage.

I år har kommunen så brugt 500.000 kroner på at indsætte gratis shuttlebusser i Klitmøller og Vorupør, der også er en populær turistby. Busserne kører i sommerferien, og det var håbet, at de ville være med til at sænke antallet af biler. Men det har ikke rigtig hjulpet. 

- Det løser ikke problemet grundlæggende. Der skal en trafikomlægning til, erkender formanden for kommunens Klima-, Teknik- og Miljøudvalg, Esben Oddershede (V). 

I løbet af de første fire uger af sommerferien, er der i gennemsnit 123 personer om dagen, der har benyttet shuttlebussen til at komme rundt i Klitmøller.

Ny vej kan være løsningen

Mogens Goul-Jensen mener, at løsningen på trafikproblemerne er at lave en ny vej ud af byen.

- Den eneste rigtige løsning er at forlænge Ørhagevej her fra Hummerhuset hen til Trøjborg, hen ad den gamle redningsvej, forklarer han. 

Mogens Goul-Jensen foreslår, at der bliver lavet en forlængelse af Ørhagevej op til Trøjborgvej, så trafikken ind og ud af byen ikke skal foregå ad den samme vej.

Den idé er Esben Oddershede (V) positiv overfor, men han er dog forbeholden. 

Det er alletiders idé, men det er bare ikke så let, for vi skal ind gennem fredet området, og der skal dispenseres fra klitfredninger, og der er også private grunde, vi skal over. Så det er ikke noget, der sker fra det ene år til det andet. 

Danmarks Naturfredningsforening er da heller ikke begejstret for forslaget. 

- Ikke nok med at det er fredet. Det er også det, der hedder paragraf 3 efter Naturbeskyttelsesloven, der altså beskytter særlige naturtyper. Og så ligger det jo for øvrigt også i Nationalpark Thy, hvor der står, at man skal agere med naturen og ikke mod naturen, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Thy, Ib Nord Nielsen.

Mogens Goul-Jensen er dog stadig optimistisk og tror på, at det bliver løsningen en dag. 

- Der er så meget, der er fredet. Mon ikke at det nok skal løse sige med tiden, slutter han.