Fast Arbejde

Tonstunge løft og store transporter: Hanstholm-firma satser på korte kommandoveje

Med 15 ansatte er Tage Kristensen A/S en af landets mindre kranvirksomheder - og det passer direktøren ganske fint.

9:19
Mark Kristensen er direktør og ejer af det firma, der i 1973 blev stiftet af hans far Tage Kristensen. Se Fast Arbejde fra virksomheden her.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

De ansatte hos Tage Kristensen A/S i Hanstholm er specialister i tonstunge og kæmpestore opgaver.

Men for firmaet, der beskæftiger sig med specialtransporter og løft med store kraner, er det ikke et mål i sig selv at vokse sig større.

Firmaet har 15 ansatte, og det passer direktør og ejer Mark Kristensen fint at stå i spidsen for en af de mindre kranvirksomheder i Danmark. 

- Vi har ingen ambitioner om at vækste helt vildt og blive kæmpestore. Vi går mere op i at tænke på kundernes behov og forsøge at blive nogenlunde gode til det, vi laver, siger han.

Direktøren sidder selv bag rattet i en lastbil en dag om ugen, og han er også tit selv ude og vurdere opgaverne på forhånd.

- Hvis det er en lidt speciel opgave - for eksempel med en dårlig vindmølle-vej - så snakker jeg direkte med kranmanden, der kommer ud to dage senere. Så kommandovejene er korte her, og jeg tror, at det er det, vi kan gøre lidt bedre end andre, siger Mark Kristensen.

Rasmus Svalgaard har arbejdet for Tage Kristensen A/S i godt fire år.
Rasmus Svalgaard har arbejdet for Tage Kristensen A/S i godt fire år.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Firmaet blev stiftet i 1973 af Mark Kristensens far, Tage Kristensen. Det begyndte som en vognmandsforretning, men i 1980´erne blev de første kraner købt, og da Mark Kristensen overtog, valgte han at satse mere på de tunge løft.

Vognparken tæller i dag fire mobilkraner, tre lastbilkraner og syv lastbiler. Senere på året kommer der endnu en kran. Den største kran kan blive 130 meter høj og løfte 150 tons. 

Firmaet har kunder over hele landet, og halvdelen af omsætningen stammer fra vindmølleindustrien. Det betyder dog ikke, at arbejdet er ensformigt. 

Christian Andersen har været ansat hos Tage Kristensen A/S i fem år, og han har det fint med, at han sjældent ved, hvilken opgave morgendagen bringer.

- Det er derfor, jeg er her. Jeg er ikke så god til det der med, at to dage er ens. Det går bedst, hvis der sker lidt uforudset hele tiden, siger han.

Tage Kristensen A/S
Foto: Marie Linddahl, TV MIDTVEST