Politiet leder efter spor ved Thisted - vej delvist spærret
Midt- og Vestjyllands Politi er indtil videre tilbageholdende med oplysninger i sagen.
Midt- og Vestjyllands Politi er onsdag formiddag i gang med en eftersøgning ved rute 11 fra Thisted mod Fjerritslev mellem Skovsted og Øsløs.
Politikommissær Theis Thylstrup, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller til TV MIDTVEST, at de leder efter noget i en sag.
- Vi arbejder helt op til vejen, og derfor er vejen i øjeblikket delvist spærret, og trafikken dirigeres af politiet, oplyser han.
Theis Thylstrup forventer, at arbejdet fortsætter op ad dagen, men det kommer an på, hvad de finder.
Politieftersøgningen foregår i samme område, hvor en 49-årig mand i sidste uge blev fundet død. Theis Thylstrup ønsker ikke at kommentere, om der skulle være en sammenhæng.
- Det er ikke noget, vi vil komme ind på nu, siger han.