Mand i respirator efter slagsmål

Et slagsmål i en lejlighed i Thisted kostede en 19-årig mand en så alvorlig læsion i hovedet, at han måtte lægges i respirator på Sygehus Thy-Mors.

ThistedPolitiDoer.jpg

Den 19-årige mand fra Snedsted var lørdag nat til fest i en lejlighed i Marstræde i Thisted sammen med en gruppe jævnaldrende unge.

Klokken cirka 01:00 kom han op at skændes med en 19-årig beboer i lejligheden. Skænderiet udviklede sig, og de to gav sig til at skubbe til hinanden.

Det var i den situation, at den 19-årige fra Snedsted væltede over i et køkkenbord - og faldt så uheldigt, at han slog hovedet alvorligt.

Ifølge vagtchef, Erik Christensen ved Midt- og Vestjyllands Politi, er den 19-årige kommet alvorligt til skade, men uden for livsfare.

Vagtchefen siger til TV/MIDT-VEST, at man foreløbig anser episoden som værende et hændeligt uheld, og har defor valgt ikke at rejse sigtelse i sagen.