Fik den femte bil konfiskeret
En mand fra Sydthy bliver ved med at sætte sig bag rattet, selv om han ikke har et kørekort.
En 46-årig mand fra Sydthy har tilsyneladende svært ved at forstå budskabet om, at han skal lade bilen stå efter at have mistet kørekortet på grund af spirituskørsel.
Manden har nu fået konfiskeret fem biler, oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet beslaglagde bil nummer fem torsdag middag. Lokalpolitiet aflagde manden et besøg, og da betjentene ankom til stedet, mødte de den 46-årige, der var på vej væk bag rattet i en bil.
Det viste sig, at manden var påvirket af spiritus, så ud over kørsel i frakendelsestiden er nu også sigtet for spirituskørsel.
Efter en stramning af reglerne har politiet fået lettere ved at beslaglægge trafiksynderes biler. Midt- og Vestjyllands Politi har i år indtil videre konfiskeret 168 biler.