Eftersøgning ender med "tragisk udgang": 49-årig thybo fundet død

Manden blev fundet få kilometer fra sit hjem.

En familie i Thy har fredag fået overbragt den værste nyhed, efter en mand fredag formiddag blev fundet død i et vandløb.

Her fandt et ægtepar den 49-årige mand, der siden onsdag har været savnet.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even oplyser, at ægteparret fandt en mand i et vandløb sydøst for Østerild nær Aalborgvej.

Klokken 11.20 kontaktede de Midt- og Vestjyllands Politi, der kunne konstatere, at der var tale om den 49-årige mand, der torsdag blev efterlyst af politiet.

- Det er en tragisk udgang, konstaterer en fåmælt vagtchef om resultatet af eftersøgningen.

Brandvæsen, politi og sundhedsvæsen var til stede.
Brandvæsen, politi og sundhedsvæsen var til stede.
Foto: SpotFoto

Politiet ledte torsdag efter manden med hundepatruljer og en helikopter, men på grund af dårligt vejr blev helikopteren efter kort tid bedt om at lande igen.

Fredag var man ved at gøre klar til næste trin i eftersøgningen, men det ændrede ægteparrets opkald på.

Derfor har politiet nu lukket sagen, som det hedder.

- Der er ikke noget mistænkeligt i forhold til dødsfaldet, understreger vagtchefen.

På det sociale medie X takker Midt- og Vestjyllands Politi de borgere, der har bidraget til eftersøgningen.

Nordjyllands Beredskab har også været til stede i forbindelse med fundet af den 49-årige mand.

De har ingen kommentarer til indsatsen.