Efter ulykke i svømmebad: Personale har fået krisehjælp

Alle procedurer blev fulgt lørdag, da en fireårig dreng blev fundet livløs i Sydthy Svømmebad, fortæller centerlederen.

Livredderne i Sydthy Svømmebad gjorde lige, som de skulle, oplyser centerlederen.
Livredderne i Sydthy Svømmebad gjorde lige, som de skulle, oplyser centerlederen.
Foto: Colourbox/Claus Klok

Lørdag eftermiddag udviklede sig dramatisk i Sydthy Svømmebad i Hurup, da en fireårig dreng måtte flyves med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital.

Det skete, efter drengen af ukendte årsager var endt i et bassin, hvor han blev fundet livløs i vandet.

- Selvfølgelig kører man lige hele filmen igen efter sådan en hændelse, og man sidder altid og gennemgår hele processen. Og hele vejen rundt har det fungeret, som det skulle, siger centerleder Per Nielsen, som søndag er mødt ind for at være der for sine medarbejdere.

Politi og beredskab blev kaldt til svømmebadet omkring klokken 16. Men de to livreddere, der var på arbejde ved bassinet, var hurtigt i gang med livsreddende førstehjælp til drengen.

En indsats, som har været afgørende for, at drengen har gode chancer for at overleve. Det fortalte vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen til TV MIDTVEST lørdag.

- Det er derfor, vi har livreddere. Man kan sige, at hvis et uheld endelig skal ske, så er det måske ikke et dårligt sted, fordi der er livreddende hjælp til stede, siger Per Nielsen og fortæller, at det ikke er mere end en uge siden, at de ansatte deltog i det årlige førstehjælpskursus.

Får endelig status søndag eftermiddag

Lørdag aften fik svømmebadet besøg af en krisepsykolog, som skulle hjælpe de to livreddere samt de to cafémedarbejdere og medarbejdernes forældre.

Både i løbet af aftenen og søndag formiddag har Per Nielsen været i løbende kontakt med forældrene til drengen for at holde sig opdateret på hans tilstand.

- Det er også vigtigt for vores folk, at vi får bundet en sløjfe og får endelig afklaring. Alt er gået, som det skulle i vores ende, men det hjælper jo ikke, hvis ikke drengen har det godt. Så det følger vi naturligvis 100 procent til dørs, siger centerlederen.

Per Nielsen fortæller til TV MIDTVEST, at han har fået besked om, at drengen skal vækkes fra sin koma søndag formiddag.

- Som det ser ud nu, får han ikke nogen mén. Vi får en endelig status senere i eftermiddag, fortæller han.

Centerlederen oplyser også, at de fire ansatte, der var til stede under ulykken, naturligvis kan holde fri lige så længe, de vil, og at de hver især får tilbudt den hjælp, de har brug for i samarbejde med Thisted Kommune.

Midt- og Vestjyllands Politi har skrevet en rapport i forbindelse med ulykken, og ulykken skal nu undersøges nærmere.