Cyklist påkørte seksårig pige og kørte videre - nu har han meldt sig

En seksårig pige blev fredag formiddag påkørt af en cyklist, da hun ville krydse en sti ved sin skole.

En seksårig pige er fredag klokken 10.50 blevet ramt af en cyklist lige overfor Klitmøller Friskole.

To voksne mænd kom kørende på mørke elcykler, da pigen ville krydse Skolestien. Den ene ramte hende.

Pigen kom til skade med sit ben, og de to mænd stoppede da også op. Da en lærer kom til stedet, så cyklede begge mænd væk uden at give sig til kende.

Derfor efterlyste politiet efterfølgende mændene.

- Vi vil meget gerne snakke med dem. Man har nogle forpligtelser i forbindelse med sådan et færdselsuheld, lød det fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Tidligt fredag eftermiddag har manden meldt sig selv, og han skal nu afhøres, fortæller vagtchefen.