Borgere i protest mod skolelukningerne: - Alting dør, hvis skolen lukker

Flere hundrede lokale fra Koldby og Hanstholm kæmpede højlydt for at bevare byernes skoler, inden byrådet træffer den endelige beslutning om, hvilke skoler der skal lukkes.

2:42
Borgere fra Koldby var iført blå trøjer og stod med bannere foran skolen søndag eftermiddag for at vise deres utilfredshed.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Omkring 500 lokale fra Koldby var iført blå trøjer, og børn havde blå balloner i hænderne foran Koldby Skole søndag eftermiddag for at vise deres utilfredshed.

Byens skole er nemlig én af de i alt fem skoler, der måske skal lukke i forbindelse med et forslag til skolestrukturen i Thisted Kommune, hvor der lægges op til, at kommunens mindste skoler skal lukke.

Derfor var flere hundrede mødt op for at vise, at de er imod skolelukningerne, og opbakningen vækkede begejstring hos Merete Hansen, der er næstformand i skolebestyrelsen.

- Vi er meget overvældet over, at der er så mange, der støtter op om Koldby Skole i dag. Vi vil rigtig gerne sende et signal til vores skoleforvaltning og vores byråd om, at vi er klar til at kæmpe for vores skole, og vi har en stor opbakning i lokalsamfundet, siger hun.

I alt går der 96 elever på Koldby Skole, og Simon Madsens ældste datter Tilde er lige startet på skolen, så han frygter, at skolen lukker.

- Jeg tænker, at alting dør, hvis skolen lukker. Vi flyttede hertil for et par år siden, og det er jeg ikke sikker på, at vi gjorde, hvis der ikke var en skole, fortæller Simon Madsen, der også har planer om, at hans yngste pige Johanne skal starte på skolen om et par år.

"Nej tak til ny skolestruktur" i Hanstholm

Overbygningen på Hanstholm Skole står også overfor en lukning, hvis forslaget fra forvaltningen bliver vedtaget.

Derfor demonstrerede lokale fra Hanstholm foran byens skole søndag eftermiddag.

- Vi vil sætte fokus på, at vi i Hanstholm siger nej tak til den nye skolestruktur i Hanstholm, vi gør det for at larme, siger Louise Nordtorp, der er forælder til børn på Hanstholm Skole og medarrangør af dagens demonstration.

Ifølge hende vil det få store konsekvenser for de lokale, hvis skolelukningen bliver en realitet.

- Det vil betyde, at vores børn skal køre 21 kilometer hver vej til og fra skole, og så vil det betyde meget for vores by, vi har en masse butikker og foreningsliv, der vil tabe meget, så der er rigtig meget på spil, siger hun.

Louise Nordtorp håber, demonstrationen vil påvirke byrådets beslutning.
Louise Nordtorp håber, demonstrationen vil påvirke byrådets beslutning.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Besparelser i kommunen

I forvaltningens forslag til Thisted Kommune er det særligt den sydlige del af kommunen, der vil blive ramt af skolelukninger. Det drejer som om skolerne i Vestervig, Koldby og Bedsted, der alle har under 100 elever.

Derudover står to skoleafdelinger i henholdsvis Østerild og Vesløs i den nordlige del af kommunen også til at lukke.

Protesterne gør indtryk på Thisted Kommunes borgmester Niels Jørgen Toft Pedersen (V), men han tør ikke sige, hvad resultatet bliver.

- På et møde i kommunalbestyrelsen i juni, bliver der truffet den endelige beslutning. Lige nu afventer vi høringssvarene, og så får vi læst dem og ser på de løsningsforslag, der er, og så sætter vi os sammen, og ser om vi kan finde et kompromis med flest mulige af kommunalbestyrelsen, siger borgmesteren og tilføjer:

- Vi bestemte i efteråret, da vi lavede budget, at vi skulle finde mindst ni millioner på skolestrukturen, fortæller Niels Jørgen Toft Pedersen.

På onsdag udløber fristen for at komme med høringssvar til Thisted Kommunes forslag til en ny skolestruktur.