Bondeoprør i Thy

Landsbyboerne demonstrerer fordi de er utilfredse med at kommunen vil lukke skoler

demonstration001.jpg

Over 1000 landsbyboere i Thy demonstrerede i dag i mod Thisted Kommune. Blandt andet overrakte de en rådden banan til Thisteds borgmester Lene Kjeldgaard (V), fordi borgerne er bange for at blive del af den rådne banan (udkantsdanmark, red.), hvis kommunen gør alvor af truslerne om at lukke syv mindre skoler.

- Det er ligesom livsnerven i langt de fleste landsbysamfund. Der er nogle, der er så heldige at være placeret, hvor det ikke betyder så meget med en skole, men for udkantsområder, er det jo en livsnerve, siger en af initiativtagerne Claus Dahl Pedersen.

Borgerne er frustreret over, at kommunalpolitikerne ikke vil diskutere besparelserne, før de d. 24. august har vedtaget sparekataloget. Dagens demonstration ændrede dog ikke borgmesterens holdning.

 - Nej det gør den ikke. Altså nu skal vi i økonomiudvalget behandle det her forslag, der er kommet fra udvalget, og så går det i byrådet, og så når det så kommer fra byrådet, så har vi sendt et udspil i høring, og så tager vi debtatten, siger venstre-borgmester Lene Kjeldgaard.

Demonstrationen var en kortege, hvor den fire meter lange rådne banan kørte forrest. Mindst 10 traktorer var også med i optoget som et symbol på, at man er træt af, at det altid er på landet, der skal spares.

- Jeg forstår godt, at man skal spare penge, men kunne man ikke samle børn på landsbyskolerne og køre nogle børn fra byområderne ud i landsbyskolerne og holde liv i dem, forslår Claus Dahl Pedersen.