Besparelser kan lukke vestjysk erhvervsskole

De bebudede besparelser på uddannelsesområdet vil ramme svage elever og betyde fyringer på erhvervsskolerne. Det siger blandt andre direktøren for EUC Nordvest i Thisted.

EUC direktoer_0.jpg

De bebudede besparelser på uddannelsesområdet vil ramme svage elever og betyde fyringer på erhvervsskolerne. Det vil koste afskedigelser. Det vil skabe en endnu større skævvridning af Danmark.

Det advarer direktører for erhvervsskoler rundt om i landet, efter regeringen og Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen har bebudet en besparelse på to procent på uddannelsesområdet. Det skriver Fagbladet 3F.

Må nedlægge stillinger

I Thisted håber direktør for EUC Nordvest, Hans Chresten Jeppesen, også, at regeringen vil lade erhvervsskolerne gå fri. Hér vil besparelsen koste 2,6 millioner kroner første år. Blandt andet med nedlæggelser af stillinger til følge.

Han peger på, at man i et tyndt befolket område for eksempel ikke bare kan skrue på klassekvotienten.

- Vi er nødsaget til at køre med små hold på blandt andet EUX. Forringelser af de økonomiske rammevilkår gør det bare så meget sværere at fastholde udbuddet i Thisted, og der er altså 100 km til næste erhvervsskole, siger Hans Chr. Jeppesen til Fagbladet 3F.

Besparelsen skal ske hvert år de næste fire år. Der er tale om en såkaldt "grønthøster-besparelse". Alle skal bidrage. Og således også erhvervsskolerne.