143 meter kystsikring mangler ved kommunal grund: Nu har lokale indsamlet 550.000 kroner

De lokale ved Lild Strand kæmper videre for at få hård kystsikring langs hele standen. Den del, Thisted Kommune ejer, mangler nemlig stadig.

Sådan ser den hårde kystsikring ud ved Svend Krebs sommerhus ved Lild Strand.
Sådan ser den hårde kystsikring ud ved Svend Krebs sommerhus ved Lild Strand.
Foto: TV MIDTVEST

Sommerhusejere og fastboende i Lild Strand er gået sammen i kampen om at få lukket et hul på 143 meter, hvor der ikke er hård kystsikring. Ifølge Nordjyske.dk har de lokale indtil nu samlet 550.000 kroner ind.

- Jeg forventer, at de 143 meter kystsikring nu bliver etableret, siger Svend Krebs, der ejer et af sommerhusene i første række ved Lild Stand til hjemmesiden.

142 meter privat kyst er sikret

På initiativ fra netop Svend Krebs blev 142 meter af kysten ved Lild Strand i juli sidste år kystsikret med store sten. Fem sommer- og helårshuse var nemlig efter flere storme faretruende tæt på at ryge i havet.

Men et hul på 143 meter mangler stadig den hårde kystsikring. Det er den del, Thisted Kommune ejer, hvor der er parkeringsplads. Og det er det hul, som de 550.000 kroner skal hjælpe med at få lukket med hård kystsikring.

Foran fem private grunde ved Lild Stand er der blevet lavet hård kystsikring.
Foran fem private grunde ved Lild Stand er der blevet lavet hård kystsikring.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Men kommunen skal også bidrage. Prisen for den hårde kystsikring er nemlig omkring 10.000 kroner per meter, hvilket betyder, at der i alt skal bruges tæt på 1,5 millioner kroner til projektet.

Det er planen, at sagen skal behandles i Thisted Kommunes udvalg for klima, miljø og teknik i april.

- Forinden skal vi have vished for, at den hårde sikring, der blev etableret foran de private grund sidste år, har tilstrækkelig styrke og kvalitet til at modstå fremtidige storme. Er det tilfældet - og holder prisen, tror jeg også, at vi kan finde den million kroner, som bliver kommunens økonomisk bidrag til projektet oveni de penge, der er tilsagn om lokalt, siger Esben Oddershede, der er formand for udvalget for Venstre til Nordjyske.dk.

Indtil nu har Thisted Kommune sikret deres del af kysten med sandfodring.

2:43
I juli 2019 fik 142 meter af kysten ved Lild Strand, hvor de private ejendomme ligger, hård kystsikring.