Sygeplejersker udvider for femte gang strejke for bedre løn

Seneste udvidelse af sygeplejestrejke vil sende antallet af strejkende sygeplejersker op på cirka 6500 i alt.

Dansk Sygeplejeråd og formand Grete Christensen har indtil videre udvidet strejken i flere omgange. Den første udvidelse træder i kraft tirsdag 10. august, hvor yderligere 702 sygeplejersker går i strejke. Som det ser ud nu, vil strejken omfatte cirka 6500 sygeplejersker per 7. september. (Arkivfoto)
Dansk Sygeplejeråd og formand Grete Christensen har indtil videre udvidet strejken i flere omgange. Den første udvidelse træder i kraft tirsdag 10. august, hvor yderligere 702 sygeplejersker går i strejke. Som det ser ud nu, vil strejken omfatte cirka 6500 sygeplejersker per 7. september. (Arkivfoto)
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Dansk Sygeplejeråd sender yderligere 281 sygeplejersker i strejke. Det sker fra 7. september.

Strejken udvides dermed for femte gang. Det oplyser sygeplejerådet på dets hjemmeside.

Strejken brød ud den 19. juni. Den omfattede i første omgang cirka 5000 sygeplejersker i regioner og kommuner.

Konflikten blev udløst af, at et flertal af sygeplejerskerne stemte nej til et forslag til en ny overenskomst.

Strejken er siden blevet udvidet i flere omgange. Med den seneste udvidelse vil antallet af strejkende sygeplejersker nå op på cirka 6500.

Sygeplejerådets formand, Grete Christensen, kalder det "et ærgerligt, men nødvendigt skridt".

- Det kommer uundgåeligt til at give en masse gener og utryghed for borgere og patienter, og det har vi det som sygeplejersker dårligt med.

- Men det skal åbenbart gøre ondt på borgerne, før arbejdsgivere og politikere begynder at lytte. Det synes jeg er utroligt, siger hun i en udtalelse på rådets hjemmeside.

Rammer øjenområdet i Region Midtjylland

Den nye strejkeudvidelse kommer til at berøre flest sygeplejersker i Region Syddanmark.

Her er der varslet strejke for yderligere 158 sygeplejersker. De er fordelt på syv afdelinger, der alle arbejder med kirurgi.

Dermed lukkes der ifølge rådet for de sidste afdelinger i Region Syddanmark, som har med planlagte operationer og kontroller efter operationer at gøre.

I Region Midtjylland er yderligere 94 sygeplejersker udtaget til strejke. Det kommer især til at ramme øjenområdet. Blandt andre borgere med grå stær, efterstær og øjenlågslidelser vil få udskudt deres operationer.

Endelig vil strejkeudvidelsen også ramme Region Hovedstaden. Her vil yderligere 29 sygeplejersker strejke på Nordsjællands Hospital og Bispebjerg-Frederiksberg Hospital.