Læger, sygeplejersker og fysioterapeuter arbejder sammen i Gødstrup: Når hele vejen rundt om patienten

På Regionshospitalet i Gødstrup har afdeling for Ældresygdomme startet nye tiltag, som skal få patienter bedst muligt på benene igen.

Traditionelt er et hospital opdelt i de kirurgiske og de medicinske afdelinger. Men som et af de første steder i Danmark smelter de to specialer sammen på afdelingen for Ældresygdomme i Gødstrup.
Traditionelt er et hospital opdelt i de kirurgiske og de medicinske afdelinger. Men som et af de første steder i Danmark smelter de to specialer sammen på afdelingen for Ældresygdomme i Gødstrup.
Foto: Regionshospitalet Gødstrup

Når et ældre menneske falder og får knoglebrud, er det en alvorlig situation.

For når gamle knogler brækker, kan skaderne føre til flere udfordringer.

Derfor arbejder Afdelingen for Ældresygdomme i Gødstrup i højere grad end tidligere på at nå hele vejen rundt om patienten. Det gør de blandt andet ved at ansætte flere fysioterapeuter, for patienterne skal ikke kun have en ny hofte eller samles med skruer, før de kan klare sig hjemme igen.

- Hver dag har vi nogle ting, som vi skal lave med patienterne, inden de bliver sendt hjem. Vi kigger på, hvordan de spiser og drikker, og om de er godt mobiliseret, forklarer Signe Grove Leth, der er specialeansvarlig sygeplejerske på sengeafsnittet for Ældresygdomme.

Sygeplejersken er meget glad for det tættere samarbejde med fysioterapeuterne, der forbedrer behandlingen for patienterne, og det er præcis også hensigten, mener chefsygeplejerske ved Regionshospitalet Gødstrup, Bodil Overgaard Akselsen.

- Sygeplejersker og fysioterapeuter går og interagerer med hinanden med hver deres fagprofessionelle tilgang, siger chefsygeplejersken.

Signe Grove Leth er specialeansvarlig sygeplejerske på Gødstrup.
Signe Grove Leth er specialeansvarlig sygeplejerske på Gødstrup.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Tættere samarbejde mellem fagligheder

Traditionelt er et hospital opdelt i de kirurgiske og de medicinske afdelinger. Men som et af de første steder i Danmark, smelter de to specialer sammen på denne afdeling i Gødstrup.

- Vi skal gerne have et tværfagligt samarbejde, hvor man gør brug af ens kompetencer fra hvert sit speciale, så det er et godt initiativ, siger overlæge Morten Homilius.

Og arbejdsmetoderne er blevet anderledes sammenlignet med dengang, hvor hospitalerne lå i både Holstebro og Herning, fortæller Bodil Overgaard Akselsen.

- Her på afdelingen i Gødstrup har vi fået hoftebrudspatienter, og det havde vi ikke i Holstebro, siger chefsygeplejersken og fortsætter: 

- Det gør, at vi har fået et tæt samarbejde med Ortopædkirurgisk Afdeling i forhold til at håndtere den hele patient.

Patienterne skal klædes godt på

Formålet med det tættere samarbejde mellem faglighederne er, at patienterne skal klædes bedst muligt på til at kunne udskrives på afdelingen og igen vende hjem.

- Det er vigtigt, at de kommer godt hjem, for ellers har vi de her genindlæggelser på dem, hvor de kommer ind og er behandlingskrævende igen. Vi vil hellere gøre arbejdet, mens de er her, og så sende dem godt hjem, siger sygeplejerske Stine Grove Leth.

Patienten Ragnhild Mathilde Nielsen har været indlagt på hospitalet i en uge.
Patienten Ragnhild Mathilde Nielsen har været indlagt på hospitalet i en uge.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

En af afdelingens patienter, der har været glad for sin behandling, er Ragnhild Mathilde Nielsen fra Lemvig.

- Det betyder meget, at personalet også skubber lidt til en. Det må de meget gerne, og de er så søde, griner Ragnhild Nielsen.

Hun er på afdelingen, fordi hun faldt derhjemme, og det førte til to brækkede ribben og en brækket bækkenbund, men efter en uge på hospitalet er hun klar til at komme hjem igen.

4:04
De kommer hele vejen rundt om patienterne med hoftebrud