Tyveri udviklede sig til røveri: Røvere bed og slog i SuperBrugsen

To thyholmere er sigtet for et bemærkelsesværdigt røveri i supermarked.

Det var i en SuperBrugsen, at røveriet foregik.
Det var i en SuperBrugsen, at røveriet foregik.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Et simpelt butikstyveri blev i går aftes voldeligt og udviklede sig dermed til et røveri. 

Onsdag aften kunne Midt- og Vestjyllands Politi fortælle om en anmeldelse af et røveri i Struer. 

I dag kommer Lokalpolitiet i Holstebro med nye oplysninger om sagen. 

Fra småtyveri af tørvarer til voldeligt røveri

Anmeldelsen kom klokken 18.28 onsdag aften, efter et vidne i SuperBrugsen i Struer opdagede to unge mennesker som forsøgte at stjæle. 

- De to tyve er i butikken og putter diverse kolonialvarer og elektronik i tasker, og passerer så kassen uden at betale, fortæller politiassistent hos Lokalpolitiet i Holstebro, Mathias Sørensen. 

- Et vidne beder dem vente i butikken, fortæller han.

De to tyve var en mand på 29 år og en 22-årig kvinde - begge fra Thyholm. 

Vidnet, som var en 67-årig mand fra Struer, forsøgte, sammen med en 18-årig butiksmedarbejder, at tilbageholde de to butikstyve. 

De tilkaldte politiet og erklærede de to butikstyve for civilt anholdt. 

Det fik tyvene til at blive voldelige, og dermed blev et tyveri af varer for under 1000 kroner til et røveri. 

Bid og slag i brystet

Den 29-årige mand slog butiksmedarbejderen i brystkassen og forsøgte at flygte fra stedet. 

Imens bed den 22-årige kvinde det 67-årige vidne og kradsede ham. Da politiet nåede frem var kvinden stadig i butikken og blev anholdt, og den mandlige tyv blev fundet og anholdt ude foran SuperBrugsen i Struer. 

- De blev i går aftes bragt til politistationen til afhøring og sigtet for forholdet, og nu skal vi så have samlet materialet i sagen og have gennemset videoovervågningen, og så bliver sagen færdigbehandlet hos politiet, siger Mathias Sørensen. 

Indtil videre er der ikke grundlag for at fremstille de to butikstyve i grundlovsforhør.