Rengøringsassistenter genoptager arbejdet
Tirsdag morgen gik medarbejderne hos rengøringsfirmaet Kongsvang i Struer igen på arbejde.
Skolerne i Struer bliver nu gjort rene igen. Rengøringsassistenterne ophævede i dag arbejdsnedlæggelsen.
- Vi har valgt at gå på arbejde i dag, for ellers kan vi ikke komme i dialog med Kongsvang. Nu venter jeg på at få et møde med dem, siger tillidsrepræsentant Jytte Hansen.
Utilfredse med arbejdsforhold
Rengøringsassistenterne har strejket siden onsdag i sidste uge, fordi de mente, de arbejdede under slavelignende forhold. Arbejdsretten opfordrede i går parterne til at gå i dialog, ellers kunne medarbejderne risikere, at skulle betale en bod på mellem 25-40 kroner i timen.
Parterne mødes imorgen på rådhuset i Struer.