Lastbil ville undgå ulykke - og endte i grøften
Uheldet skabte kaos tirsdag eftermiddag.
En lastbilchauffør ville tirsdag undgå en forankørende bil, men endte med at skabe trafikalt kaos på hovedvejen mellem Struer og Thyholm.
- Han er endt i grøften, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum.
Det betød, at bilister den første del af tirsdag aften var forhindret i at komme forbi, hvilket skabte kø. Politiet dirigerede trafikken, som i en times tid var påvirket.
Ifølge vagtchefen skete uheldet, fordi lastbilchaufføren forsøgte at undvige en anden bil.
- Det er noget med manglende afstand til en forankørende og så en undvigemanøvre, siger Jan Nørrum og afviser at kende til flere detaljer om hændelsen på hovedvejen rute 11 tæt på Humlum.
Tirsdag aften ved 18-tiden kunne vagchefen fortælle, at politiet igen havde forladt stedet.
- Den sidste melding, jeg har fået, er, at lastbilen er fjernet, sagde Jan Nørrum.
Ifølge vagtchefen er ingen andre bilister involveret, og hverken chauffør eller lastbil er kommet noget til.