Grøn revolution for landbruget på vej fra vestjysk herregård

Et storstilet projekt har nået en milepæl. I weekenden er det første produkt kørt igennem Ausumgaards anlæg til udvindelse af protein fra græs.

Kristian Lundgaard-Karlshøj ejer Ausumgaard ved Hjerm mellem Struer og Holstebro.
Kristian Lundgaard-Karlshøj ejer Ausumgaard ved Hjerm mellem Struer og Holstebro.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Efter flere års tilløb er der nu kommet gang i et nyt anlæg på Ausumgaard mellem Struer og Holstebro, som kan omdanne kløvergræs til proteinpulver. Det kan potentielt set blive en grøn revolution for landbruget.

Det nye anlæg kan lave græs om til proteinpulver, der kan bruges til at fodre grise og kyllinger og på sigt også mennesker.

- Siden nytår har vi arbejdet benhårdt på at få projektet op at stå, og i weekenden fik vi så kørt det første produkt igennem. Og bortset fra nogle små opstartsproblemer ser det faktisk ud til, at det virker. Så nu er vi klar til at begynde større kommerciel produktion af græsprotein, siger Steen Bitsch, der er direktør i Vestjyllands Andel, som støtter projektet på Ausumgaard.

Kan mindske import

I dag kommer foderprotein mest fra soja fra blandt andet Sydamerika. Hvis man kan lave et lige så godt produkt af dansk græs, så vil det både være til gavn for klimaet og for producenterne.

- Vi importerer i dag til Danmark omkring to millioner tons sojaskrå om året, og vi forventer, at vi indenfor en fem-årig periode kan erstatte minimum en tredjedel med protein, som vi selv producerer på baggrund af græs, fortæller Steen Bitsch. 

Han kalder det 'kæmpestort', hvis det kan lade sig gøre. 

- Det ville være fantastisk, hvis vi kunne blive uafhængige af import og kunne producere noget græs, som miljømæssigt og bæredygtighedsmæssigt egner sig godt. Græs gror godt på de områder, vi bor her, og man kan producere næsten lige så meget protein på en græsmark, som man kan på en sojamark, og hvis vi kan gøre det med det her, så synes jeg, at det er fantastisk. 

2:32
Her kan du se et indslag fra dengang projektet var i sin spæde begyndelse. 

Landmand øjner store muligheder

For landmanden, der ejer og bor på herregården, hvor selve anlægget er placeret, har det også været en spændende weekend. 

- Med det her føler jeg virkelig, at vi er med helt fremme, hvor vi fremmer mulighederne for os selv, men også for rigtig mange andre landmand, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj og uddyber:

- For den sags skyld fremmer vi også nogle af de løsninger, der vil være for hele vores samfund på problematikkerne med at komme i mål med reducering af CO2 til 2030. Vi klarer ikke det hele her på Ausumgaard, men bliver det her en succes, så kan jeg se nogle store muligheder for, at det meget hurtigt kan blive udbredt til resten af Danmark, men også i meget større skala.

Kristian Lundgaard-Karlshøj tør dog ikke kalde projektet en succes endnu.

- Nu har vi bygget det op, og det er først i løbet af de kommende dage og den næste måned, at vi skal bevise, at vi kan bruge anlægget det, vi kan projicere. Og så er det første derefter, vi kan se på økonomien i det - om vi rent faktisk kan lave protein til de priser, vi håber og tror på. 

0:58
Efter flere års tilløb er der nu kommet gang i et nyt anlæg, som kan omdanne kløvergræs til proteinpulver.