Brandfolk på marathon-slukning: 3000 bigballer brænder stadig

Et døgn efter branden begyndte er brandfolk stadig i gang med slukningsarbejdet.

Der er 11 brandfolk tilstede for at slukke branden dagen derpå.

Mellem 3000-3500 bigballer i brand er ikke sådan lige at slukke. 

Søndag eftermiddag brød flere tusind halmballer i brand på en mark på Tværmosevej nord for Vinderup.

Og dagen derpå er der stadig 11 brandfolk i gang med slukningsarbejdet, og stedet har været overvåget af brandvæsnet hele natten. 

Det oplyser indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Morten Würtz Gräs. 

- Det er en kontrolleret nedbrænding, der foretages nu. I stedet for at bruge utrolig mange ressourcer og vand på at slukke, lader vi ballerne brænde ud, men under kontrollerede forhold. 

Sætter med vilje fart på ilden

Men nu er slukningen nået til det næste kapitel. 

- De har brændt i 22 timer, så nu er vi nået til at det ligger og ulmer inde i midten af stablen med bigballer. Derfor er næste skridt at vi nu har sat gummiged på, som spreder halmen ud – så får det luft, og blusser op, men vi kan stadig kontrollere det. På den måde kan vi speede processen op, forklarer han. 

Sådan så branden ud i går, søndag.

Ifølge brandstation leder i Falck, Karsten Overgaard, er dagen i dag en god dag at slukke branden.

- Kommer der et stort vindstød, så kan vi have et problem. Men vi er heldige i dag, vi skulle kun få to meter vind i sekundet, så det er en rigtig god dag, at få slukket det ned, forklarer han. 

Skal bruge resten af dagen

Ifølge brandstationslederen vil slukningsarbejdet tage mange timer endnu. 

- Jeg tror, at vi har slukket det hele i morgen, vurderer Karsten Overgaard.

Men selvom han er optimistisk, så kan branden hurtigt sprede sig, og derfor er det vigtigt, at være påpasselig, forklarer han. 

- Det kan sprede sig til læhegnet, eller der kan flyve gnister over i halm ved siden, så derfor er vi nødt til at få det slukket ordentligt, siger han.