Borgmesteren blev snydt af sin nærmeste embedsmand: - Jeg synes, straffen er passende

Den tidligere kommunaldirektør i Struer Kommune, Mads Gammelmark, skal i fængsel for at have misbrugt kommunens kreditkort til privat brug.

Niels Viggo Lynghøj er socialdemokratisk borgmester i Struer Kommune. En kommune, der i næsten et halvt år har været i søgelyset for alt andet end det, end borgmester ønsker. Siden januar har "Struer Kommune" og "svindel for kommunale kroner" hængt sammen som ærtehalm. 

quote(...) det er jo i virkeligheden en tragisk sag, men ser man det i forhold til det svigt, Mads Gammelmark har lavet i den her situation, så må jeg konstatere, at straffen er passende

Niels Viggo Lynghøj, borgmester, (S), Struer Kommune

- Det er jo en sag, som ingen af os kan have det godt med. Og det er jo i virkeligheden en tragisk sag, men ser man det i forhold til det svigt, Mads Gammelmark har lavet i den her situation, så må jeg konstatere, at straffen er passende, siger Niels Viggo Lynghøj til TV MIDTVEST.

Den tidligere kommunaldirektør i Struer Kommune, Mads Gammelmark, er ved Retten i Holstebro i dag kendt skyldig i at have brugt sit kommunale tjenestekort til at betale for blandt andet dagligvarer, restaurantbesøg og kontanthævninger.

quoteDet er et tillidsbrud af dimensioner fra en højbetroet embedsmand – kommunens øverste. Der må den slags ting ikke foregå

Niels Viggo Lynghøj, borgmester, (S), Struer Kommune

Han var tiltalt for at have brugt sit tjenestekort uberettiget i alt 174 gange for 123.098,60 kroner gennem en periode på to år og to måneder.

- Det er et tillidsbrud af dimensioner fra en højbetroet embedsmand – kommunens øverste. Der må den slags ting ikke foregå. Så det er godt, der bliver sat punktum i sagen.

Borgmester erkender: Kontrollen var for dårlig

Men for menig mand - ikke mindst for skatteyderne i Struer Kommune - kan det måske være svært at forstå, hvordan et misbrug af et kommunalt kreditkort kunne stå på i næsten to år. 

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er glad for, at det faktisk er kommunens eget system, der fanger det her mandatsvig. Og når det så er sagt, så er det ikke nogen hemmelighed, at kontrollen af bilagene i Struer Kommune for bare et halvt år tilbage ikke var i orden, siger Niels Viggo Lynghøj og forsætter:

- Det her svigt er sket nogle måneder før, jeg trådte ind som borgmester, og det fortsatte ind i 2018 og ind i 2019, og det er alt for lang tid. Der har været et svigt i kontrolsystemet, men det har vi heldigvis fået rettet op på nu. Nu bliver der lavet månedlige opfølgninger på vores brug af MasterCard, fortæller borgmesteren.

DET HAR MADS GAMMELMARK KØBT

Misforstået loyalitet og hierarki

Mads Gammelmark trådte ind som Struer Kommunes nye kommunaldirektør 1. januar 2017. To år og otte måneder senere - i august 2019 - udsendte kommunen så en kortfattet pressemeddelelse. Syv linjer i alt. Kommunaldirektør Mads Gammelmark havde sagt op på grund af sygdom. Kommunen beklagede hans beslutning, men tog den til efterretning.

Lidt senere samme dag udtalte borgmester Niels Viggo Lynghøj sig til Dagbladet Holstebro Struer, men uden at ville sige mere om baggrunden for Mads Gammelmarks beslutning. Og Gammelmark selv var ligeså tavs.

I dag ved vi, at Mads Gammelmark og Niels Viggo Lynghøj ikke ligefrem var gavmilde med sandheden den dag i august. For ud over en sygemelding efterlod kommunaldirektøren et ufatteligt rod i regnskabet for sit kommunale kreditkort, og på rådhuset mente man endda, at han havde svindlet og skulle meldes til politiet.

ROD I REGNSKABERNE

Var der slet ingen advarselslamper, der blinkede hos nogen af jer?

- Nej, og det handler nok om en misforstået loyalitet ved nogle medarbejdere længere nede i systemet, der ikke lige får sagt fra eller får bedt om de bilag i tide, indtil vores økonomichef får fat i det her. En kommunaldirektør er jo den med flest stjerner på skuldrene, så der skal noget til, før nogen stiller sig op siger: ”Hvis ikke jeg får de her bilag, så bliver jeg nødt til at gå videre med sagen.”

quoteEn kommunaldirektør er jo den med flest stjerner på skuldrene, så der skal noget til, før nogen stiller sig op siger: ”Hvis ikke jeg får de her bilag, så bliver jeg nødt til at gå videre med sagen.”

Niels Viggo Lynghøj, borgmester, (S), Struer Kommune

Mads Gammelmark var som kommunaldirektør Niels Viggo Lynghøjs tætteste samarbejdspartner i det kommunale embedsværk. Og i hans daglige virke leverede den nu tidligere og i dag svindeldømte kommunaldirektør ganske fortrinligt, lyder det fra borgmesteren:

- Men han havde så en side, hvor han åbenbart ikke kunne lade være med at bruge et betroet MasterCard til privat forbrug, og dét skal straffes.

Udover fængselsstraffen skal Mads Gammelmark også betale det fulde beløb i erstatning til Struer Kommune. Han har nu bedt om 14 dages betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen. 

Se hele interviewet med borgmester Niels Viggo Lynghøj her. 

Læs flere artikler fra Struer eller i kategorien Politik.