Afgående borgmester ser tilbage på 22 år i politik: - Hastigheden i dag er en stressfaktor

Der er sket meget på de 22 år, som Mads Jakobsen har siddet i byrådet i Struer.

7:10
Hør afgående Struer-borgmester Mads Jakobsen (V) sætte ord på sin beslutning om at trække sig.

Venstre-politiker Mads Jakobsen træder officielt tilbage som borgmester i Struer Kommune den 31. januar 2024. Dermed binder han sløjfen på en politisk karriere, som for nuværende tæller 22 år i kommunalpolitik.

Reelt har Mads Jakobsen dog allerede forladt borgmesterkontoret, fordi han siden midten af august har været sygemeldt med stress, men hvad er det egentlig, der har ændret sig på den tid, Mads Jakobsen har været i politik? 

Det forsøger han at give svaret på i et længere interview med TV MIDTVEST.

- Hvis man ville mene noget dengang, jeg startede, så skrev man et læserbrev. Derfra gik der to-tre dage, før det kom i avisen, og hvis der så var nogen, der ville mene noget andet, så gik der igen to-tre dage. Det foregår bare med en helt anden hastighed i dag, og det er en stressfaktor.

- Jeg har det sådan, at jeg bedst kan lide at tænke mig om, før jeg træffer store beslutninger. Og den hastighed gør bare, at man bliver sat under pres, siger Mads Jakobsen.

1:33
Her kan du se et tilbageblik på 22 år med Mads Jakobsen i kommunalbestyrelsen i Struer.

Mads Jakobsen peger desuden på, at der i dag er et større pres fra borgere, end han oplevede tidligere.

- I dag kan borgere skrive til en om morgenen, og hvis man ikke lige svarer, fordi man sidder i møde, kan man efterfølgende få fem sure beskeder, hvor man bliver spurgt, hvorfor man ikke svarer. Det gør jeg jo ikke, fordi jeg har siddet i møde hele dagen, og jeg har ikke tid til at svare på alt, fortæller Mads Jakobsen.

Du kan se hele interviewet med Mads Jakobsen ved at klikke i toppen af artiklen.