49-årig er tidligere dømt for dødsvold – nu skal han i fængsel for voldtægt og trusler

Manden nægtede sig skyldig, men endte med en dom for at have trukket en kvinde i håret hen ad et fortov og voldtaget hende og for at have slået, sparket og truet hende.

Retten i Holstebro
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

En nat i august sidste år endte både dramatisk og voldeligt for et par i Struer. En nu 49-årig mand og en kvinde endte i et skænderi, der udviklede sig så voldsomt, at det onsdag skulle behandles ved Retten i Holstebro.

49-årige Brian Bøgild Poulsen sad på anklagebænken, tiltalt for at have slæbt en kvinde i håret hen ad fortovet og at have voldtaget hende ved andet seksuelt forhold end samleje ved at stikke to fingre op i kvindens skede.

Han var også tiltalt for at have slået og sparket kvinden i hovedet og på kroppen og for at have truet med at slå kvindens datter ihjel, da hun forsøgte at gøre modstand.

Manden er blevet dømt for vold og anden kriminalitet adskillige gange siden 90’erne.

Han blev udnævnt som hovedmand i det, der blev kendt som Handbjerg-sagen fra 2011, hvor en mand blev banket til døde i sit sommerhus. Manden endte med åbent kraniebrud og fik revet et øre af. Han lå i kunstig koma i tre uger, inden han døde af sine kvæstelser.

Dom udløste hovedrysten og tårer

I den aktuelle sag nægtede den 49-årige sig skyldig og rystede på hovedet, da anklager Iben Bøttker fremlagde sine argumenter for, hvorfor manden ifølge anklagemyndigheden skulle straffes med halvandet års fængsel. Ifølge mandens forsvarer kunne han maksimalt idømmes 60 dages fængsel.

Retten valgte at idømme Brian Bøgild Poulsen 1 år og tre måneders fængsel. Volden blev kategoriseret som almindelig vold i stedet for grov vold, men ellers var retten enig i anklagemyndighedens tiltale.

- Når man er tidligere straffet seks gange for vold og også for trusler, så bliver straffen udmålt til det, den gør her, lød det fra dommer Rikke Holm Simonsen i retten.

Retten lagde især vægt på kvindens og de to vidners forklaring i retten, sagde dommeren.

Meldingen udløste hovedrysten, højlydte suk og senere også tårer hos den 49-årige nu dømte, som tidligere havde hørt den forurettedes kvindes forklaring fra et andet rum, da den blev afgivet for lukkede døre.

- At skulle høre på sådan noget løgn, og I tager det bare til jer. Jeg synes, at alt over en måned er urimeligt, udbrød den dømte og tøvede ikke et sekund med at gøre det klart, at han ankede dommen.

Dommeren besluttede, at den 49-årige fortsat skal være varetægtsfængslet, indtil han kan begynde at afsone dommen.

Brian Bøgild Poulsen skal også betale tortgodtgørelse til kvinden.