Støjberg går af som næstformand i Venstre

- Det kommer som en overraskelse, at det er endt her, og at Jakob har bedt mig om at gå af som næstformand. Jeg havde gerne set det anderledes, skriver Støjberg på Facebook.

Facebook-opslaget kommer efter, at både forretningsudvalget og hovedbestyrelsen her til aften har holdt ekstraordinære møder om spliden mellem formanden og næstformanden på dagsordenen.
Facebook-opslaget kommer efter, at både forretningsudvalget og hovedbestyrelsen her til aften har holdt ekstraordinære møder om spliden mellem formanden og næstformanden på dagsordenen.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST

Inger Støjberg går af som næstformand i Venstre. Det skriver hun på Facebook. 

- Jakob Ellemann har i dag bedt mig om at gå af som næstformand for Venstre, skriver hun på sin Facebook.

- En række medlemmer af Forretningsudvalget foreslog en orlov - men det var magtpåliggende for Jakob, at jeg skal gå helt af som næstformand nu.

Facebook-opslaget kommer efter, at både Forretningsudvalget og hovedbestyrelsen her til aften har holdt ekstraordinære møder om spliden mellem formanden og næstformanden på dagsordenen.

- Det kommer som en overraskelse, at det er endt her, og at Jakob har bedt mig om at gå af som næstformand. Jeg havde gerne set det anderledes. Men sådan er det, står der blandt andet i opslaget.

- Jeg har været medlem af Venstre i hele mit voksne liv, og jeg har kæmpet dag og nat for, at Venstre står så stærkt som muligt. Jeg elsker Venstres bagland og har fået ufattelig mange gode oplevelser.

Inger Støjberg runder sit facebookopslag af med at skrive, at uanset hvilke poster hun bestrider, så vil hun kæmpe for den politiske linje, som hun allerede står ved.

Stort flertal i Forretningsudvalget

I en pressemeddelelse skriver Venstres Forretningsudvalg efter mødet, at et stort flertal i Forretningsudvalget bakker formand Jakob Ellemann op og har bedt næstformand Inger Støjberg om at trække sig.

- Det er en umådelig trist situation, Venstre står i. Vi må konstatere, at der igennem længere tid har været vanskeligheder med samarbejdet mellem Venstres formand og Venstres næstformand, og der er ikke længere tillid mellem de to. Derfor er samarbejdet uopretteligt brudt sammen, står der i pressemeddelelsen.

Forretningsudvalget skriver desuden, at det ikke er en generel politisk uenighed mellem Støjberg og Ellemann, som er grunden til, at Støjberg nu trækker sig.

To møder afgjorde Støjbergs skæbne

Tirsdag eftermiddag kom det frem, at Forretningsudvalget i Venstre skulle mødes klokken 19.

Her skulle de tage stilling til, om de støttede enten formand Jakob Ellemann-Jensen eller næstformand Inger Støjbergs linje i spørgsmålet om en eventuel rigsretssag mod sidstnævnte.

Efter mødet i Forretningsudvalget kom det så frem, at hovedbestyrelsen i Venstre var indkaldt til et ekstraordinært møde.

Udfaldet af det blev, at Inger Støjberg trak sig som næstformand i Venstre.

Uenigheden mellem Støjberg og Ellemann udspringer fra sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. Instrukskommission har kulegravet forløbet, og det endte med en kritik af Inger Støjberg.

Kommissionen konkluderede blandt andet, at Støjberg var blevet advaret om, at den instruks, der førte til adskillelsen af asylparrene var ulovlig, og at hun sidenhen vildledte Folketinget om sagen.