Reaktioner vælter ind efter Søren Pape Poulsens død

Søren Pape Poulsen blev 52 år.
Søren Pape Poulsen blev 52 år.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen er død i en alder af 52 år. 

Ritzau skriver, at Søren Pape Poulsen blev ramt af hjerneblødningen under partiets hovedbestyrelsesmøde i Vejen fredag og kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde.

TV MIDTVEST fulgte reaktionerne i livebloggen herunder. Læs eller genlæs her:

2. mar kl. 22:01

Tak fordi I læste med

Vi lukker livebloggen ned. Tak fordi I læste med. 

Følg med på TV MIDTVEST.dk, hvor vi kommer til at lave flere nyheder de kommende dage med reaktioner ovenpå Søren Pape Poulsens død.

2. mar kl. 21:38

Papes tro væbner sad ved formandens side til det allersidste

Indtil det allersidste sad Søren Vandsø, der er generalsekretær i De Konservative, ved Søren Pape Poulsens side.

Det skriver han i opslag på Facebook, hvor han mindes sin bedste ven, chef og partikammerat gennem mere end 30 år.

Søren Vandsø kom til posten i 2015. Siden da har hans job været at sørge for, at partiet fungerede og styre de indre linjer, som han selv beskrev det til Midtjyllands Avis sidste år.

I opslaget på Facebook henviser Vandsø til, hvordan han gennem årene er blevet kaldt Papes tro væbner.

- Det var jeg også til det allersidste, da han slap livet i dag klokken 13.13. Den tro væbner sad trofast ved Sørens side med min hånd om hans arm, skriver han.

Søren Pape Poulsen blev fredag ramt af en hjerneblødning. Hans liv stod ikke til at redde, og lørdag afgik han ved døden i en alder af 52 år.

/ritzau/

2. mar kl. 21:15

Viborg FF mindes Søren Pape med et minuts klapsalve

Når Viborg FF i morgen klokken 14 spiller hjemme imod Randers FC, så bliver Søren Pape Poulsens mindet med et minuts klapsalve før kampstart.

Det oplyser Viborg FF til TV MIDTVEST.

Søren Pape Poulsen var selv fan af VFF og en trofast støtte for klubben, og han var ofte at finde på lægterne.

Klapsalven sker som en hyldest til Søren Pape Poulsens engagement i fodboldklubben. 

2. mar kl. 20:57

Hovedbestyrelsesmedlem var med til møde: Pape var i topform

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Søren Pape Poulsen fik en blødning i hjernen ved et hovedbestyrelsesmøde i Vejen fredag.

Det fortæller hovedbestyrelsesmedlem i De Konservative Lars Bendix, der var til stede ved mødet.

- Søren var totalt i topform, som vi kender ham. Fuld af kampgejst som altid, og han var i gang med at præsentere gode, solide budskaber.

- Det kom som et lyn fra en klar himmel, siger Lars Bendix.

Søren Pape Poulsen blev efterfølgende kørt til Odense Universitetshospital. Han er afgået ved døden lørdag.

Lars Bendix siger, at det var en voldsom oplevelse, men at tingene foregik med stor respekt.

- Det blev håndteret på en værdig måde. Nogle tog sig af Søren, og vi andre fortrak os.

/Ritzau/ 

2. mar kl. 20:52

Et chok har ramt Viborg

TV MIDTVESTs reporter Simon Hyllested har været til stede ved Sørens Papes bopæl i Viborg det meste af aftenen.

Flere har været forbi huset for at tænde lys og lægge blomster, fortæller han.   

- Det er tydeligt at mærke på alle, der lægger vejen forbi, at det er et chok, der har ramt Viborg. Det er en mand, der er forbundet med det her område, siger TV MIDVESTs reporter, Simon Hyllested. 

2. mar kl. 20:43

Marie Bjerre: - Søren var altid nem at falde i snak med

Venstre-politiker Marie Bjerre, der er valgt i Nordjyllands Storkreds kalder Søren Papes død for 'meningsløst og helt ufatteligt trist. 

- Jeg har ofte talt med Søren. Vi er fra samme egn, og det har tit været et samtaleemne. I min FT-lejlighed boede Søren ovenover mig. Vi stødte ofte på hinanden. Søren var altid nem at falde i snak med. Så trist ikke at skulle se ham igen.

2. mar kl. 20:36

Pape efterlader et stort savn, siger formand for ungdomsparti

Christian Holst Vigilius, der er landsformand i Konservativ Ungdom, beskriver den konservative formand som "et ordentligt menneske med et godt hjerte".

- Det lyste igennem alt, han gjorde, siger han til TV 2.

- Han var en mand, der behandlede folk med ordentlighed, kærlighed og respekt. Han har efterladt et menneskeligt eftermæle og været et forbillede for, hvordan man kan være et ordentligt menneske i politik.

Han tilføjer, at Søren Pape Poulsen efterlader et stort savn, der vil tage tid at komme sig over.

2. mar kl. 20:35

Anders Fogh sætter ord på Papes død

Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sætter også ord på Søren Papes død. 

- Søren vil blive savnet. Han var med til at gøre en stor og positiv forskel for Danmark. Ordentlig, ansvarlig og pligtopfyldende til det sidste, skriver Fogh på X.

2. mar kl. 20:28

TV MIDTVESTs sidste optagelser af Søren Pape

I videoen herunder ses TV MIDTVESTs sidste optagelser med Søren Pape. 

De fandt sted torsdag den 29. februar, da den mangeårige chefredaktør for Viborg Stifts Folkeblad, Lars Norup, holdt afskedsreception i forbindelse med sin fratrædelse som chefredaktør. 

0:18


2. mar kl. 20:07

Borgmester er fungerende formand

Michael Ziegler, der er næstformand hos De Konservative, er fungerende formand for partiet – men ikke politisk leder – efter Søren Pape Poulsens død.

Det oplyser Ziegler, der til dagligt er borgmester i Høje-Taastrup Kommune, til Ritzau.

Ifølge De Konservatives vedtægter er Ziegler som næstformand nu fungerende formand. Pape var både partiformand og politisk leder. I teorien kan det godt være to forskellige personer.

Pape var frontfigur for De Konservative siden 2014.