Kommer med særlig opfordring inden Papes bisættelse

Møltrup Optagelseshjem, hvor Søren Pape sad i bestyrelsen, kan se frem til at blive begunstiget i forbindelse med lørdagens bisættelse

Søren Pape Poulsen bisættes på lørdag.
Søren Pape Poulsen bisættes på lørdag.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Når den afdøde partileder for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, skal bisættes på lørdag, opfordres de mange kirkegængere, der møder op i Viborg Domkirke, til at droppe blomsterne.

I stedet anbefaler De Konservative, sammen med Søren Papes familie, til, at man betænker Møltrup Optagelseshjem, hvor Søren Pape sad i bestyrelsen.

- Hjemmet betød meget for Søren, og han har arbejdet frivilligt i bestyrelsen siden 2020 - hans eneste bestyrelsespost uden for Folketinget, skriver partiet.

Møltrup Optagelseshjem ved Vildbjerg er et sted for hjemløse mænd, der ønsker at leve i et alkohol- og stoffrit miljø.

Biskoppen i Viborg, Henrik Stubkjær, er formand for bestyrelsen på Møltrup Optagelseshjem. Og biskoppen, som også står for Søren Papes bisættelse på lørdag, er taknemmelig for Det Konservative Folkepartis opfordring.

- Det er utroligt flot af familien og hans nære, og som jeg kender Søren, er det helt i hans ånd, siger Henrik Stubkjær.

- Det er også et udtryk for, at Søren havde blik for de mennesker, der måske ikke har det så let som alle os andre. Det betød meget for ham, og han ydede en stor indsats i bestyrelsen. Og det er også blevet gengældt. Da beboerne derude hørte, at han var død, lavede de spontant en indsamling til en blomst til hans bisættelse, fortæller biskoppen.

Søren Pape Poulsen bisættes på lørdag fra klokken 11.