Aksel stod frem som IT-svindlet for at hjælpe andre: Bliver kaldt dum og naiv på Facebook

Hyklerisk at udskamme ofre for IT-svindel, mener IT-sikkerhedsekspert. For svindelen kan være så udspekuleret at alle kan falde i.

Aksel Søndergaard blev kaldt naiv og klaphat på Facebook, efter han mandag medvirkede i en artikel på TV MIDTVEST.
Aksel Søndergaard blev kaldt naiv og klaphat på Facebook, efter han mandag medvirkede i en artikel på TV MIDTVEST.
Foto: Privatfoto.

- Klaphat.

- Det er squ tilladt at bruge indersiden lige der. Så jo Aksel du ER den dumme undtagelse.

- Åh gud… hvor naiv har man lov til at være.

Ovenstående kommentarer er bare nogle af de nedsættende bemærkninger, som brugere på Facebook skriver om Aksel Søndergaard fra Viborg.

Han stod i går frem i en artikel på TV MIDTVEST for, med sin egen historie, at advare andre mod at blive økonomisk IT-svindlet.

 - Jeg tager det ikke så tungt, siger han i dag om kommentarerne, da TV MIDTVEST fanger ham på mobilen.

 - Jeg synes bare det er ærgerligt, at nogen har behov for at gøre det. Jeg gjorde det jo bare for at hjælpe andre til at undgå at falde i det samme nummer, forklarer Aksel Søndergaard.

Avanceret svindel

Indtil han selv blev svindlet var han nemlig sikker på, at det aldrig ville ske for ham. For han har altid været meget opmærksom på, hvor beskederne kommer fra og hvordan de ser ud.

Men denne gang var svindelnummeret anderledes avanceret. 

Aksel Søndergaard fik først en sms fra Mobilepay, på det rigtige nummer og derefter blev han ringet op af sin bank. Også på det rigtige banknummer. Inden han fik set sig om, var han svindlet for 30.000 kroner.

Og svindelen i dag bliver mere og mere avanceret og uigennemskuelig, lyder det fra IT-sikkerhedsekspert Jan Kaastrup fra sikkerhedsfirmaet CSIS.

 -  Jeg forstår ikke at man peger fingre af dem, der bliver svindlet. Det er hyklerisk, mener Jan Kaastrup.

 - Netop det her med at man kan spoofe et telefonnummer (når man ændrer visningen af sit eget nummer til et andet nummer og udgiver sig for at være fra dette nummer på sms eller telefonopkald) er med til at gøre svindelnummeret meget troværdigt, påpeger han.

 - Det er noget, som alle efterhånden kan falde i og det har ikke noget at gøre med, at man er naiv. Så det er nemt at sidde og være bagklog, siger Jan Kaastrup.

Svindelen er i dag bliver mere avanceret og uigennemskuelig, lyder det fra IT-sikkerhedsekspert Jan Kaastrup.
Svindelen er i dag bliver mere avanceret og uigennemskuelig, lyder det fra IT-sikkerhedsekspert Jan Kaastrup.
Foto: Privatfoto


Bliver meget vildere i fremtiden

Og ifølge IT-eksperten så bliver det kun sværere at undgå, i fremtiden.

 - IT-svindel kommer til at blive helt sindssygt, det bliver meget vildere. Især i kombinationen med AI (kunstig intelligens, red.) Truslen er enormt stigende og det bliver mere avanceret og svært at aflure, om det er svindel eller ej, forklarer Jan Kaastrup.

Hans eget bedste råd er, at man er meget opmærksom på, når man bliver kontaktet på sms eller mail. 

 - Ring altid tilbage til hovednummeret, når du bliver kontaktet. For de kan ikke tage imod opkaldet, hvis det er spoofet. Og de kan heller ikke svare på sms. Så på den måde kan man kontrollere, om det er ægte. 

Aksel Søndergaard har ikke selv set kommentarerne på Facebook. For han var godt klar over at der kunne komme nogle ubehagelige reaktioner, selvom hans intention var at hjælpe andre.

 - Nej, det har jeg ikke. Jeg har faktisk ikke lige opsøgt de sociale medier, indrømmer han.