Varmt vejr giver travlhed for politiet - unge råbte "magtliderlige svin"

De høje temperaturer lokker folk udenfor, og når mange mennesker samles, så opstår der situationer, der kræver politiets opmærksomhed, lyder det fra Skive Lokalpoliti.

Politiet har været på patrulje i sommervarmen. (Arkivfoto)
Politiet har været på patrulje i sommervarmen. (Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Høje temperaturer og solskin betyder mange mennesker på gader og stræder.

Også på havnepromenaden i Skive. Mange vil gerne nyde det gode vejr, men der er også nogle forstyrrende elementer, som har tiltrukket politiets opmærksomhed.

De seneste dage har lokalpolitiet i Skive kørt en målrettet indsats med patruljer både til fods og i bil ved netop havneområdet. Og det er blevet til en hel del sigtelser.

- Det gode vejr har haft en tiltrækkende effekt på mennesker, og dermed kommer der også nogle uroskabende elementer. Så vi tog handsken på, og så går vi ud fra, at sådan en aktion vil have en forebyggende effekt, siger politiassistent Niels Bach.

Onsdag sigtede politiet to forskellige bilister for uroskabende adfærd, fordi de enten gassede unødigt og voldsomt op eller lavede hjulspin. En blev også sigtet for at gasse op på sin motorcykel til gene for de omkringværende mennesker.

Unge kaldte politiet magtliderlige

Torsdag blev en gruppe unge på mellem 16 og 20 år bedt om at skrue ned for deres musikanlæg - en af de meget omtalte soundbokse - men det resulterede også i sigtelser.

Både til ejeren af soundboksen for musik til ulempe, og til to af hans jævnaldrende, som forulempede ordensmagten verbalt.

De råbte blandt andet til de to betjente, at de var nogle "narrehoveder" og "magtliderlige svin".

- Det er ikke i orden at tale sådan, og det får de nu at mærke i form af et bødeforlæg i deres e-Boks. Og så håber vi, at de vil tænke sig om en anden gang, siger Niels Bach.

Indsatsen på havnen resulterede også i tre beslaglagte knallerter, som politiet vurderede kunne køre langt over de tilladte 30 kilometer i timen. Og så blev en 54-årig mand fra Spøttrup snuppet med 3,2 gram hash. 

Alt i alt er Niels Bach tilfreds med udbyttet efter to dages sommer-aktion på havnen.

- Vi håber, at det kan lægge en dæmper på musikken – både figurativt og bogstaveligt, siger han.