Ungt trænertalent til Skive

Fra Tanzania til Skive - Jakob Michelsen afløser Claus Madsen i Skive IK.

140314_Jakob_Michelsen.jpg

Fodboldklubben Skive IK har fundet afløseren for cheftræner Claus Madsen, der efter eget ønske er blevet løst af sin kontrakt.

Ny mand med ansvaret bliver den 33-årige Jakob Michelsen, der skal træne skibonitterne frem til sommeren 2015.

Jakob Michelsen regnes for et af de store danske trænertalenter - han kommer fra en stilling i Tanzania, hvor han har trænet U17 og U20-landsholdene og været assistenttræner for A-landsholdet. Inden da var han divisionstræner i Hobro og Skovbakken.

- Han er en ung og ambitiøs træner, som passer godt ind i vores spillestil. Og selv om han er ung, kommer han med en god portion rutine fra divisionerne og jobbet i Tanzania, siger sportschef Rasmus Brandhof, som har store forventninger til den nye cheftræner.

Jakob Michelsen har den øverste danske træneruddannelse og er med til at uddanne fremtidens fodboldtrænere i DBU.

Skive IK er tophold i 2. division vest og spiller første kamp efter vinterpausen mod FC Sydvest den 29. marts.

Claus Madsen stoppede i klubben af hensyn til sit privatliv, der ikke er forenligt med et fuldtidsjob i Skive.