Ung pige overfuset af kunde – chef gik til tasterne med klar opfordring

En ungarbejder i Dagli’Brugsen i Lihme blev fredag aften overfuset af en kunde.

fotovogn_lihme.jpg

Det skulle have været en helt almindelig aften i Dagli’Brugsen i Lihme, men pludselig kom der en kunde, som valgte at råbe og nedgøre en af de unge medarbejdere.

Da chefen hørte om det, blev han så frustreret, at han dagen efter valgte at sætte sig til tasterne. Her efterlyste han kunden og ikke mindst en undskyldning fra vedkommende.

- Der er ingen, der skal opføre sig sådan over for butiksansatte eller nogle unge, der har deres første arbejde i et langt liv. De skal få en tryg og god oplevelse ved at komme ind på arbejdsmarkedet, siger Preben Haunstrup Nielsen, der er uddeler i brugsen Lihme.

I opslaget på Facebook skrev han derfor direkte til kunden og opfordrede ham til at ringe, så de kunne aftale, hvornår han kom forbi med en uforbeholden undskyldning.

- Det er ikke umiddelbart en, vi kender til. Vi tror, vedkommende har et sommerhus herude. Det er ikke en, vi ser normalt, siger uddeleren.

Opslaget på Facebook har kastet mange søde og opmuntrende kommentarer og likes af sig, men kunden, det hele drejer sig om, har ikke givet lyd fra sig.

- Hvis vedkommende har set det, så tror jeg vedkommende er ligeglad med det, siger uddeleren.

Preben Haunstrup Nielsen har været i kontakt med ungarbejderen siden oplevelsen. Hun har det eftersigende okay igen.