Telefon blev låst inde i sauna – endte med en eftersøgning på fjorden

Redningshelikopter og patruljer befandt sig lørdag morgen på Skive Havn, efter at en vinterbader havde fundet en efterladt mobiltelefon.

En redningshelikopter blev lørdag morgen kaldt til havnen i Skive, efter man fandt en efterladt mobil. Arkivfoto.
En redningshelikopter blev lørdag morgen kaldt til havnen i Skive, efter man fandt en efterladt mobil. Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

En vinterbader fik sig lørdag morgen en forskrækkelse, da vedkommende omkring klokken syv fandt et håndklæde og en mobiltelefon i en sauna på Strandvejen ved Skive Havn.

Da vinterbaderen ikke kunne spotte ejeren af telefonen i vandet eller på havnen, så valgte man derfor at ringe efter hjælp, så det kunne blive undersøgt, om nogen var i problemer.

- Så der flyver en redningshelikopter mod stedet, ligesom vi har patruljer derude, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

Det lykkedes dog politiet at identificere ejeren af telefonen, og han var ganske uskadt.

- Det viser sig, at ejeren ligger derhjemme og sover på sin bopæl i Skiveområdet, fortæller vagtchefen.

Telefonens ejer kunne fortælle politiet, at han havde været ude for at bade og været i sauna. Men på et tidspunkt låste døren til saunaen, så han kunne ikke komme ind efter sin telefon, som han derfor havde planlagt at hente senere.

Redningsaktionen kunne derfor hurtigt afblæses igen.