Taxachauffør udvises af landet for at forgribe sig på kunde

Chaufføren blev fundet skyldig i alle tiltaler. Han har anket dommen til frifindelse.

(arkivfoto)
(arkivfoto)
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

45-årige Abdelrahman Mohammad Hallak fra Viborg er blevet idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel for at have forgrebet sig på en taxakunde i Skive kort før jul sidste år.

Han udvises desuden af landet og har indrejseforbud gældende i 12 år.

Det oplyser Christian Skov Poulsen, der er anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der nægter sig skyldig, er dømt for både forsøg på voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse.

Hård dom

Anklager Christian Skov Poulsen gik efter tre års fængsel, men den endte på to år og tre måneder. Alligevel kalder han dommen hård.

- Den er hård, men retfærdig. Den afspejler også alvorligheden af den kriminalitet, man har lavet her. Den afspejler den situation, hvor man bliver udsat for et seksuelt overgreb, og at det bliver begået i den forurettedes eget hjem, siger han.

Anklager Christian Skov Poulsen kalder dommen hård, men retfærdig.
Anklager Christian Skov Poulsen kalder dommen hård, men retfærdig.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Det skete ifølge dommen, da han kort før jul 2022 forgreb sig på en kvindelig taxakunde i hendes lejlighed. I første omgang låste han døren til kvindens lejlighed, skubbede hende op ad en væg og forsøgte flere gange at trække kvindens bukser ned.

I et forsøg på at stoppe manden råbte kvinden "jeg har menstruation", og det lykkedes i første omgang at stoppe ham.

Han fortsatte ifølge anklageskriftet dog og tvang kvinden til oralsex, ligesom han befølte hende.

Tekniske beviser

Det var blandt andet tekniske beviser, der fældede den dømte.

- Man har fundet en række tekniske spor ved den undersøgelse, som politiet har lavet, som støtter den forklaring, hun kommer med, som værende troværdig, siger anklageren.

Den dømte har anket dommen til frifindelse.