Skive Atletikklub dannede ramme om EM-kvalifikation: - Det er bare stort

Atletikklubben i Skive gjorde det lørdag muligt for nogle af Danmarks bedste unge løbere at kvalificere sig til EM.

Der er ikke meget, der er let og lige til i en coronanedlukning. Slet ikke hvis man har en drøm om at kvalificere sig til Europamesterskaberne i 3000 meters indendørs løb.

For mens eliteudøvere gerne må dyrke sport, så bliver der ikke afholdt den type løb, hvor de kan få sig en officiel tid til en eventuel EM-kvalifikation.

Men heldigvis er atletikklubben i Skive kommet dem til undsætning.

- Vi har et elektronisk tidtagningsanlæg, som vi sætter op i dagens anledning, og så får vi nogle tider, som er nøjagtige på ned til et hundrededelesekund, siger Bent Jensen fra Skive Atletik- og Motionsklub.

Når de unge løbere skal forsøge sig med 3000 meter-strækningen, er det ham, der sørger for tiden. Og han er glad for, at hallen i Skive kan blive brugt til lige præcis det, den er skabt til.

- Vi er glade for og stolte over, at kommunen og en masse andre var med til at få det her projekt op at stå, og så vil vi jo gerne bruge det så meget som muligt.

- Når faciliteterne er til stede, så vil vi gerne gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe nogle mennesker til at få glæde af det, siger Bent Jensen.

Drømmer om en plads i EM

For at kvalificere sig til EM i det indendørs mellemdistanceløb, skal løberne tilbagelægge de 3000 meter på under 8 minutter. Og for at det kan lade sig gøre, er det selvsagt vigtigt, at rammerne er på plads.

- Vi er dybt afhængige af, at der er nogen, der vil hjælpe os. Så at der er nogen, der vil gøre det her for os, det er bare stort, siger Carsten Rytter.

Han er løbetræner i Bagsværd Atletikklub og har en af sine løbere med i det felt, der lørdag skulle forsøge at kvalificere sig til EM.

- Jeg går efter at komme under EM-kravet. Jeg har altid set EM og andre store seniormesterskaber i fjernsynet, og jeg har altid drømt om at være med, siger 17-årige Joel Ibler Lillesø fra Bagsværd AC, som er en af dagens seks deltagere.

Fem løbere klar til mesterskab i Polen

Førstepladsen endte med at gå til Mikael Johnsen fra AGF Atletik, hvis tid lød på 7.56.53. Joel Ibler Lillesø fik en tredjeplads med en tid på 7.57.39 og var på den måde blot ét sekund fra en Europa-rekord.

Intet mindre end fem af de unge løbere endte med en tid under 8 minutter og klarede altså skærene til EM-kvalifikationen.

Et resultat, Bent Jensen mildest talt er godt tilfreds med.

- Jeg synes, det var helt vanvittigt. Jeg havde ikke forventet, at der var fem mand, der løb på under otte minutter, det er fuldstændig enestående i Danmark, siger Bent Jensen.

Selvom fem løbere i dag kvalificerede sig, kan kun tre løbere være med, når de indendørs Europamesterskaber i atletik løber af stablen den 5.-7. marts 2021 i Polen.


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien Samfund.